Fortsæt til indhold

Succesrig trænerduo fortsætter i Esbjerg

Arkiv
Arkiv

Assistent-træner Thor Dresler forlænget aftalen med Esbjerg Energy med to år, hvilket betyder
at de danske ishockeymestre i den kommende sæson fortsætter med Mark Pederson som cheftræner og den 38-årige Herlev-dreng som assistent.
"Jeg er faldet godt til hos Energy og jeg synes, at alt er gået rigtigt godt. Jeg har mødt nogle
gode mennesker, som jeg har værdsat at arbejde sammen med, og folk i klubben har både
været rigtigt hjælpsomme, søde og rare. Så har det været en fornøjelse at arbejde med Mark
Pederson og jeg har lært meget i de to sæsoner, hvor jeg har været i Esbjerg," fortæller Thor
Dresler i en pressemeddelelse.

"På sigt er drømmen stadig at blive cheftræner, men jeg ønsker at tage små skridt ad gangen.
Jeg er bevidst om, at der stadig er nogle erfaringer, som skal gøres, og en viden der skal erhverves. Så det er optimalt for min udvikling frem mod et cheftrænerjob, at fortsætte samarbejdet med Mark i endnu to år," fortsætter den vestjyske assistent-træner.

Thor Dresler arbejdede i sæsonen 2014/2015 i Herlev, inden har før sæsonen 2015/2016 skiftede til Esbjerg Energy. Her er det på to sæsoner blevet til to danske mesterskaber. Men det gør det ikke vanskeligt, at sætte nye mål for den kommende sæson.

"Nu har målsætningen fra sæsonstarten i august jo ikke været et mesterskab, hverken i 15/16
eller 16/17. Men vi vil gerne præstere på samme niveau som sidste år. Og ingen er jo i tvivl om, hvad det kan blive til, efterhånden som slutspillet skrider frem. Vi ønsker igen, at præstere på et højt niveau, og så må vi se, hvad det rækker til," siger assistent-træneren.

"Jeg plejer at sige til spillerne, at så længe man befinder sig i den danske liga, så er der altid
noget, som kan forbedres. Og vi kan forbedre os på alle parametre. Vort fokus for den kommende sæson afhænger af hvilken spillertrup, som vi får samlet. Der vil fra sæson til sæson være ting som forbedres, og punkter man bliver lidt svagere på afhængigt af truppen. Konkret hvilke fokus-punkter vi har kan først fastlægges, når vi står med den endelige trup," slutter Thor Dresler.

Thor Dresler spillede som aktiv mere end 500 kampe i Danmarks fornemste række og opnåede
mere end 100 kampe i Allsvenskan. Herudover har Energy-assistenten repræsenteret Danmark
mere end 40 gange ved VM.