Fortsæt til indhold

Støttekoncert udsolgt

Fredagens 'Far og søn støttekoncert' i Tøjhuset er udsolgt

Arkiv
Arkiv

Allerede inden den første tone er slået an er første del af successen i hus, når Tøjhuset på fredag lægger scene til en støttekoncert for kræftramte børn.
De to arrangører, holdkaptajn på velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby Trekanten, Ole Nikolajsen og hans søn Magnus, melder alt udsolgt til koncerten, hvor de to fredericianske orkestre Opus X og Barock spiller op ganske gratis til fordel for Børnecancerfonden.
Samtlige 400 billetter er solgt og dermed er der på forhånd sikret 70.000 kr. til Børnecancerfondens arbejde for at hjælpe kræftsyge børn og deres familier.
"Opbakningen til koncerten har været rigtig stor. Udover salget af 400 billetter har syv lokale virksomheder sponsoreret på forskellig vis," fortæller Ole Nikolajsen.
Den fredericianske holdkaptajn er helt sikker på, at koncerten i Tøjhuset på fredag bliver en kæmpesucces. Ole Nikolajsen var selv ung i 80'erne, da Barock og Opus X hærgede musikscenen i Fredericia.
"Ideen til koncerten var en tilfældig bemærkning under en koncert med Simon Kvam. Jeg stod og sludrede med guitaristen i Barock Claus Johansen. Vi har kendt hinanden i 30 år. Det ene ord tog det andet og resultatet ser vi på fredag i Tøjhuset," fortæller Ole Nikolajsen.