300 U10-spillere på banen
U10-spillere fra 31 samarbejdsklubber i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS) er klar til at invadere regionens store stadion, Blue Water Arena, i minutterne op til EfB’s superligakamp mod OB mandag aften.
Indmarchen er en oplevelse for op imod 300 spillere, og den er også en markering af den samhørighed om at udvikle unge fodboldspillere, som SFS-samarbejdet er udtryk for.
"Regionens Dag er en tilbagevendende begivenhed, der synliggør, at vi er regionens hold, og at vore 56 samarbejdsklubber leverer mange af de unge fodboldspillere, der i bedste fald kan udvikle sig til superligaspillere hos os. Et kig på trupperne i EfB’s U17- og U19-afdelinger viser, at i hvert fald halvdelen af spillerne kommer fra hele det sydvestjyske område, mens de øvrige er fra EfB og Esbjerg-området," siger EfB’s ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård.
Hver klub har fået stillet 100 billetter til kampen mod OB til rådighed. Niels Erik Søndergård håber, klubberne vil gøre Regionens Dag til lidt af en festdag, hvor spillere fra flere årgange, ledere og forældre tager til fodbold sammen.
Blandt de deltagende klubber i Regionens Dag er Rødding IF, og her er medlem af fodboldudvalget og repræsentant for område Øst i SFS-samarbejdet Hans Henrik Sunddal ikke i tvivl om, at U10-spillerne har store forventninger til at træde ind på Blue Water Arena kort før kl. 19.00 mandag.
"Du kan være sikker på, at de glæder sig. Trænerne synes, det er en god måde at samles på, og for spillerne har det stor betydning, at de kommer tæt på superligaspillerne. Vi ved det, fra når nogle af vore hold bliver udvalgt til at gå på banen med superligaholdet, og der kan næsten opstå ballade om, hvem der skal have lov til det," siger Hans Henrik Sunddal.
Rødding IF værdsætter, at EfB deltager i træningssamlinger og giver inspiration til, hvordan trænerne i de mindre klubber kan arbejde med fodboldungdommen i dagligdagen.
"For os i klubberne handler det om at udvikle spillerne mest muligt på alle niveauer, og heri indgår talentsamarbejdet med EfB som en vigtig del," siger Hans Henrik Sunddal.
Hvis klubberne benytter sig pænt af de tildelte billetter til OB-kampen, vil det kunne give en tiltrængt indsprøjtning til EfB’s tilskuertal i den sidste kamp i gruppespillet. Læg dertil over 1.300 spisende gæster i lounger og skyboxe til VIP-arrangementer, før det går løs mod OB.
Du kan købe billet til kampen i Alka Superliga mellem EfB og OB mandag kl. 19.00 på billet.efb.dk.
Lov dig heller ikke væk i storebededagsferien, for EfB spiller sin første playoff-kamp om at undgå nedrykning på Blue Water Arena en af dagene 12.-14. maj. Efter returkamp midt i ugen spilles den næste hjemmekamp 20. eller 21. maj. Nærmere informationer om modstandere og kamptidspunkter følger.