Bilist stoppet med 206 km/t
Syd- og Sønderjyllands Politi havde travlt i pinsen, og de fik mere end rigeligt brug for bødeblokken.
Der var mange trafikanter var på vejene – ikke mindst på grund af det store Danmarks Hurtigste Bil-arrangement, der fandt sted i Padborg Park. Og de hurtige biler på Padborg Park har måske fristet et par at tilskuerne til at træde lidt ekstra på speederen på vejen hjem.
I hvert fald blev der registreret ikke mindre end 495 sager, hvoraf 214 blev snuppet i den automatiske trafikkontrol, også kaldet ATK.
En bilist mistede med omgående virkning retten til at køre bil efter at have kørt 206 kilometer i timen på Sønderborg-motorvejen. Og en motorcyklist mistede tilsvarende kørekortet, efter at han havde kørt på en landevej ved Gabøl med 175 kilometer i timen.
I tilgift var det ikke alle trafikanter, der var lige indstillede på at standse og sludre med politiet, selvom ordensmagten havde vist interesse for køretøjerne.
En ung motorcyklist forsøgte således at stikke af fra politiet omkring Bevtoft, hvor hastigheden på landevejen nåede op på 140 – 150 kilometer i timen.
I sin iver for at komme væk så den unge mand stort på reglerne om ubetinget vigepligt, da han kørte tværs over Diagonalvejen. Og efter en tur på en lang grus- og markvej sluttede eftersættelsen på en græsmark, hvor motorcyklisten opgav.
Han havde ikke erhvervet kørekort og var desuden påvirket af cannabis.
Endvidere havde han 34 gram hash på sig.