Esbjerg Havn får mere plads
I Esbjerg Havn er der tryk på kedlerne, og pladsen er trang. Nu overtager Danmarks største offshore havn et 78.000 m2 stort areal fra staten, efter Kystdirektoratet har klargjort området til havnebrug.
Et større område af Esbjerg Havn har tidligere været brugt til tørring og midlertidig opbevaring af opgravet havbund fra havnebassinerne. Nu har Kystdirektoratet omdannet de såkaldte tørrefelter til et brugbart havneareal på størrelse med ca. 11 fodboldbaner, og det bliver overdraget til havnen i dag.
"Det har været en stor udfordring at omdanne tørrefelterne. En enkelt del i en havvindmølle kan veje 500 ton, så kravet til et moderne havneareal er stort. Mig bekendt er der ikke lignende projekter i Danmark, og vi har fundet en løsning, som har givet et godt resultat i form af et stærkt og brugbart havneområde," fortæller Signe Ingvardsen, projektleder i Kystdirektoratet.
Arealet har fungeret som tørrefelt siden 1980'erne, og i 2007 overtog Kystdirektoratet opgaven med at nedlægge tørrefelterne og omdanne dem til brugbart havneareal. Det tørrede havbundsmateriale var blødt og ville ikke kunne bære bygninger eller kørsel med tunge køretøjer. Derfor er der nu blandet cement i arealet og kørt godt en halv meter stabilgrus ud for at øge bæreevnen. For Esbjerg Havn falder den ekstra plads på et tørt sted:
"Der er stor interesse for plads i Esbjerg Havn blandt andet til vindmøllevinger, der er over 75 meter lange. Derfor betyder det nye areal meget for havnen og ikke mindst for vores kunder. Vi planlægger allerede for området, og på det første stykke, som er taget i brug, er der ved at blive opført en lagerhal," fortæller Jesper Bank, salgsdirektør i Esbjerg Havn.
Nedlukningen af tørrefelterne og overdragelsen til havnen er første trin i projektet Ren Havn, som Folketinget har afsat 265 mio. kroner til.