Center Jump vil slå rekorden
Center Jump, der holder til i HCA Airport, vil forsøge at slå rekord i pinsen, og klubben har inviteret hjemløse med i flyveren.
I pinsen vil den odenseanske faldskærmsklub Center Jump forsøge at slå deres egen rekord for tandemspring. Hvert år forsøger klubben at stikke rekorden, der lige nu lyder på 78 tandemspring på tre dage, og hvert år sker det med et strejf af velgørenhed.
I år gælder det et samarbejde med Hus Forbi, der får to spring til deres sælgere og yderligere et spring for hvert 20. spring, som klubben udfører i løbet af pinsen.
"Vi håber på, at der er mange der vil støtte op og købe sig et tandemspring, og derved havde været med til at give en hjemløs mulighed for at springe ud af en flyver også," fortæller Johnni Meier fra Center Jump.
Et tandemspring er et spring, hvor en instruktør står for sikkerheden og udfoldningen af faldskærmen på vej ned, mens personen foran egentlig blot skal følge instruktørens anvisninger.
"Vi vil gerne putte lidt magi ind i hverdagen for de hjemløse, der som så mange andre, måske har tænkt, at de godt kunne tænke sig at springe faldskærm," uddyber han.
Tvivlsomt vejr
Indtil videre er der ikke booket voldsomt mange spring, men det plejer ifølge Johnni Meier at ændre sig som folk får øjnene op for muligheden, og afhænger ligeledes af vejret.
"Det svinger rigtig meget lige nu mellem OK vejr og rigtig skidt vejr," siger Johnni Meier, der håber at se så mange som muligt i HCA Airport i løbet af pinsen.
Rekordforsøget sker i forbindelse med, at klubben har lejet en såkaldt "supervan", der er et storfly fra Holland. I det store hollandsky fly kan der sidde omkring 20 faldskærmsspringere.
I pinsen og i dagene efter er der stor aktivitet i HCA Airport, hvor klubben står for omkring 1000 spring. Klubben får blandt andet også besøg af en lang række landsholdsspringere, og der vil være forskellige konkurrencer og opvisninger.