Parkkoncerter i Rinkenæs begynder tirsdag
Der tages hul på en ny sæson med Parkunderholdningen i Rinkenæs.
Det sker 27. juni, hvor Rinkenæs Brassband står for den musikalske underholdning.
Frem til den 1. august danner Gartnerslugten i Rinkenæs med indgang fra Dalsmark hver tirsdag aften ramme om en koncert.
Parkkoncerterne afvikles på friluftsscenen, hvor der er rejst et telt så orkesteret kan stå i nogenlunde tørvejr. Siddepladserne er i det fri, så i tilfælde af regnvejr kan det anbefales at tage regntøj eller en paraply med.
Der er fri entré til koncerterne, men der er dog en frivillig indsamling til dækning af blandt andet omkostninger til Koda i forbindelse med arrangementerne.
Alle koncerterne begynder kl. 19.30 og plejer at slutte omkring kl. 21.15.
Der er parkering i skolegården på Rinkenæs Skole på Stenvej og på Dalsmark, hvor arrangørerne opfordrer folk til at køre op på rabatten af hensyn til trafikken på Dalsmark.
Parkkoncerterne arrangeres af Rinkenæs Borger og Familieforening, Rinkenæs Ungdoms og Idrætsforening og Rinkenæs Frivillige Brandværn.