Byrådsmedlem Jørn Schultz er afgået ved døden
Borgmester Johnny Søtrup har i dag informeret Rådhuset om, at byrådsmedlem Jørn Schultz (V) tidligt i morges er afgået ved døden.
Jørn Schultz har været medlem af Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Plan & Miljøudvalget, Handicaprådet og medlem af bestyrelsen for Esbjerg Kulturskole og Tobakken.
Jørn Schultz har været sygemeldt på det seneste, men dødsfaldet kommer alligevel bag på Johnny Søtrup:
"Det er trist. Og det er også overraskende for mig. Jeg talte med Jørn for 14 dage siden, hvor han planlagde at komme tilbage til Byrådet. Jørn er et mangeårigt medlem af Venstre og han har ydet en stor indsats for partiet. Først i Bramming, og efter kommunalreformen 10 år i Esbjerg Byråd, hvor han har været vældig engageret," siger Johnny Søtrup og slår fast:
"Jørn var måske nok et lidt stille gemyt, men når han udtalte sig, var det altid med stor vægt og indsigt. Vi kommer til at savne ham"