KAB-pris til super-organisator i Hvidovre
En beboer i Langhusene i Hvidovre modtager pris for stor frivillig indsats for at sætte fællesarbejdet i boligafdelingen i system
Langhusene drives efter det såkaldte Almen Bolig+ koncept, som indebærer, at beboerne forpligter sig til at bidrage til mindre drifts- og vedligeholdelsesarbejder. Til gengæld har de en lavere husleje. Det er beboerne selv, der skal finde ud af, hvilke arbejder, der skal udføres. Hvornår de skal udføres, og af hvem. - Det er noget af en udfordring at organisere den opgave. Men den har Regin Jensen taget på sig. Han sørger for, at opgaverne er tydeligt beskrevet og hver hustand ved, hvad der er deres ansvar. Han modtager KAB-prisen for at vise et initiativ og engagement, som gør det nemt for beboerne i Langhusene, at bidrage til det fælles arbejde, sagde Kjeld Poulsen, formand for KAB, ved prisoverrækkelsen. Regin Jensen sørger bl.a. for, at redskaber og værktøj er pakket, så det er klar til afhentning af beboerne på de fælles arbejdsdage. Han udarbejder også tegninger, som viser hvilke opgaver, der skal løses. KAB-prisen består af tre priser. Regin Jensen modtog 3. prisen på 5.000 kroner.