Fortsæt til indhold

Lystbådehavn bød på mange aktiviteter

Der var sikkerhed på programmet i Sønderborg Lystbådehavn i lørdag

Arkiv
Arkiv

I lørdags kunne både børn og voksne lære om sikkerhed til søs, da SejlSikkert besøgte Sønderborg Lystbådehavn. Her kunne man bl.a. få gode råd om sikker sejlads samt få tjekket sin oppustelige redningsvest.
Der var lagt op til en spændende og lærerig dag for hele familien, da SejlSikkert, der er et samarbejde mellem Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden, kiggede forbi Sønderborg Lystbådehavn i anledningen af Havnens Dag 2017 den 10. juni. Her havde SejlSikkert en bod, hvor SejlSikkert-instruktører gav gode råd til sikker sejlads samt håndtering af krisesituationer til søs.
Til Havnens Dag var der desuden mulighed for at komme om bord på sejlbåde og se en redningshelikopter-demonstration.

Få gode sejlvaner

Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden vil sammen fremme sikkerhedskulturen blandt sejlere og fritidsfiskere i Danmark. Formålet er at nedbringe antallet af drukneulykker og alvorlige hændelser, og at det skal blive en selvfølge, at der er styr på sikkerheden til søs.
"Vi havde en rigtig god dag i Sønderborg Lystbådehavn i lørdags, hvor mange interesserede kiggede forbi og fik gode råd til at undgå krisesituationer til søs. Formålet er at bidrage til en øget sikkerhedskultur blandt de danske sejlere, da langt de fleste ulykker til søs sker på grund af småfejl eller manglende brug af redningsvest. Derfor vil vi gerne sætte fokus på, hvordan man sikrer, at sikkerheden er på plads," siger Ewald Andersen SejlSikkert-ambassadør, der stod for SejlSikkert-arrangementet i Sønderborg Lystbådehavn i lørdags.
Som en del af SejlSikkert-indsatsen har Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden rekrutteret et netværk af over 300 frivillige SejlSikkert-ambassadører, der er tilknyttet en lokal havn eller sejlklub, hvor de bidrager til at sætte sikkerhed på dagsordenen. Desuden er der blevet uddannet 22 SejlSikkert-instruktører til at holde foredrag og demonstrere sikkerhed i de danske havne.
Havnens Dag fandt sted i hele landet den 10. juni.