Ny kampagne i Odense skal hjælpe
33.427 odenseanere er ramt af pollenallergi, og nu sættes der større fokus på folkesygdommen
33.427 odenseanere er ramt af pollenallergi, hvilket svarer til cirka hver sjette af byens borgere. Det oplyser Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse.
Pollenallergi er dermed også blevet en udbredt sygdom i Odense, selvom den på landsplan i snit rammer lidt flere - nemlig hver femte dansker.
Symptomerne er røde og kløende øjne, nysen og utilpashed.
Men hvad de færreste ved er, at én ud tre med høfeber også lider af astma.
Det skal Astma-Allergi Danmarks nye kampagne 'Snot or not' nu råde bod på ude i lokalområderne.
"Høfeber og astma kan nemlig være hæmmende for én, der gerne vil leve et aktivt liv. Og hvem vil ikke det? For at sprede budskabet om sammenhængen mellem høfeber og astma over hele landet har Astma-Allergi Danmark derfor valgt at involvere lokale lægeklinikker, sundhedscentre og hospitaler i vores landsdækkende kampagne Snot or not," siger vicedirektør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen, i en pressemeddelelse.
OUH har sluttet sig til Astma-Allergi Danmarks kampagne for at være med til at informere om sammenhængen mellem høfeber og astma. Den lokale tilslutning glæder Anne Holm Hansen.
"Vi er utrolig glade for den lokale involvering i kampagnen Snot or not. Pollenallergi er et stort problem for rigtigt mange danskere, ikke mindst for dem, der også har astma. Og med det lokale engagement har vi nu mulighed for at nå ud til pollenallergikere i hele Danmark. Det er der rigtigt mange, der bliver glade for," siger Anne Holm Hansen, i en pressemeddelelse.
(emhe)