IDEmøbler åbner nyt bolighus i Esbjerg
Sidst i maj åbner IDEmøbler et spritnyt og topmoderne bolighus i Esbjerg. Det nye bolighus følger IDEmøblers plan om at åbne endnu flere bolighuse rundt om i landet
Esbjerg og omegn kan godt begynde at glæde sig til slutningen af maj, hvor IDEmøbler åbner et spritnyt bolighus på Stormgade 133 – kun et enkelt husnummer fra, hvor IDEmøblers nuværende bolighus ligger i dag.
Det nye bolighus får et salgsareal på 2500 kvadratmeter og bliver konceptmæssigt indrettet efter IDEmøblers nye og spændende stil.
”Det bliver et helt fantastisk bolighus, og vi glæder os til at vise det frem for vores mange kunder. IDEmøbler er i disse år inde i en positiv udvikling, hvor vi moderniserer vores gamle bolighuse og leder efter nye og spændende beliggenheder over hele landet,” fortæller Martin Hallund, kædedirektør for IDEmøbler i en pressemeddelelse.
Moderniseringen af kæden er netop årsagen til, at IDEmøbler åbner et nyt bolighus i nabolokalerne til den eksisterende IDEmøbler. De nuværende lokaler er blevet utidssvarende og kan ikke leve op til de krav, som IDEmøbler i fremtiden stiller til sine bolighuse for at kunne inspirere sine kunder på den bedst mulige måde.
”Vi skal naturligvis følge med tiden og tilbyde de nyeste koncepter og løsninger, og her betyder den rigtige beliggenhed og indretningsmuligheder i vores bolighuse meget,” siger Martin Hallund.
Kæmpe åbningsfest
Alle medarbejdere fra den nuværende IDEmøbler i Esbjerg følger med til det nye bolighus, og IDEmøbler regner med at ansætte flere kolleger i Esbjerg, da omsætningen og antallet af kunder forventes at blive større i det nye bolighus. Den nye IDEmøbler åbner ultimo maj, og åbningen bliver fejret med et brag af en åbningsfest, hvor kunderne kan se frem til en stribe helt specielle åbningstilbud.
”Vi vil naturligvis gerne sige pænt goddag til vores kunder i vores nye bolighus, og det har vi for vane at gøre bedst med fantastiske priser og god inspiration til indretning af hjemmet”, siger Martin Hallund.