Fortsæt til indhold

Ingen erstatning til efterladte efter trafikdrab på unge kvinder

Arkiv
Peter Friis Autzen

Familien til to unge kvinder, der i 2014 blev dræbt i en trafikulykke ved Horsens, får ingen erstatning. Det har retten afgjort i en erstatningssag mellem de to kvinders familie og forsikringsselskabet bag den vognmand og lastvogn, der udløste ulykken. Det oplyser Ritzau.
De to kvinder på 19 og 21 år fra henholdsvis Vejle og Skærbæk ved Fredericia blev dræbt, da en lastbil kørte op bag i en kø på motorvejen ved Horsens. Chaufføren er efterfølgende blevet dømt for uagtsomt manddrab. Familien havde krævet cirka en million kroner i torterstatning, oplyser Ritzau.
"Selve afgørelsen er måske ikke helt overraskende. Vi var klar over, at vi skulle ind og skubbe til retspraksis, hvis vi skulle have medhold. Men rettens begrundelse, for hvordan de er nået frem til resultatet, er lidt overraskende," siger de ni familiemedlemmers advokat, Martin Laursen, til Ritzau.
Retten har afgjort, at chaufføren ikke handlede groft uagtsomt - og det er en betingelse for, at der kan udbetales torterstatning.
Martin Laursen oplyser, at familiemedlemmerne ikke orker at anke sagen og tage en runde mere i retssystemet.
"De ønsker ikke at bruge hverken mere tid eller kræfter på det. Det var en hård omgang at komme igennem sagens prøvelse i byretten. Det vil de ikke udsætte sig selv for igen," siger han ifølge Ritzau.
Også en 54-årig mand fra Esbjerg mistede livet ved ulykken.