Fortsæt til indhold

Er du en bedre putter end Martin Boel Ovesen?

Prøv kræfter med puttingen og vind en fadøl. Hvis du da er god nok

Arkiv
Af Jørgen Flindt

Man plejer at sige i golfkredse, at ’driving is funny, but putting is money. Men på fredag, er putting ikke lig med penge men med en kold fadøl. Måske.
For man skal putte og vinde over en professionel golfspiller, nemlig den lokale Koldingdreng, Martin Boel Ovesen. Det er Den Blå Café i Kolding, der står bag arrangementet, der finder sted fredag aften.
”Det er lidt hygge og sjov i gaden og alle er velkomne. Det passer med, at jeg er hjemme i Kolding, og jeg ser frem til det, for det er da en noget anderledes opgave end vanligt,” siger han på en telefon fra en golfbane udenfor Prag.
Der er som nævnt en fadøl (eller sodavand til børnene) på højkant, men man skal ikke regne med, at der deles rundhåndet ud. Man skal gøre sig fortjent.
”Putting er en af mine helt klare styrker, og jeg har ikke tænkt mig bare at lade mig tabe,” siger han og griner.
Og fortsætter med et give et lille fif.
”Læs banen, gør dit bedste og håb på noget held,” siger han og lægger røret for en stund.
”Undskyld, jeg skulle lige slå et slag. Det er dog heldigvis kun en prøverunde, så vi kan fint snakke videre,” siger han fra den tjekkiske hovedstad.
Åh jo, Martins liv er golf, men på fredag er det ikke de grønne baner i Portugal, Tjekkiet, Sverige og så videre, han putter på. Det gør han i stedet ved Den Blå Café i tidsrummet klokken 21-22.