Odense på vej mod vækstveventyr
I dag indvies det internationale dronetestcenter i H. C. Andersen Airport
Regeringen har givet grønt lys til, at et 867 kvadratkilometer stort luftrum over Beldringe, der huser H.C. Andersen Airport, bliver øremærket til flyvning med og test af droner. Der betyder, at det internationale dronetestcenter i dag, fredag, er blevet indviet i lufthavnen på Nordfyn.
Odense Kommune har siden 2013 investeret i oprettelsen af et testcenter for droner i HCA Airport samt drevet den nationale droneklynge, UAS Denmark, der i dag tæller over 150 organisationer.
Med åbningen af Danmarks Dronecenter og det tætte samarbejde med Syddansk Universitet, som nu også er en del af UAS Denmark, er en vigtig milepæl nået, slår Odense borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), fast.
"Det har længe været Nordfyn og Odense Kommunes ambition at skabe et internationalt center for udvikling og produktion af droner. Derfor er det et vigtigt politisk signal, at vi nu i HCA Airport kan åbne det første danske dronecenter. Med de udvidede muligheder for droneflyvninger kombineret med erhvervslivets og Syddansk Universitets engagement, kan vi opbygge et dronemiljø, der er internationalt konkurrencedygtigt," siger Peter Rahbæk Juel, i en pressemeddelelse.
Under åbningen offentliggøres det også, at de to danske dronevirksomheder Makker og QuadSat samt den kroatiske start-up virksomhed, KapetAir, alle tre bliver en del af kontormiljøet i det nye dronecenter i HCA Airport.
Det er blandt andet for at understøtte virksomheder som disse, at SDU har valgt at investere i en stor bygning til dronelaboratorier i HCA Airport - med en målsætning om at skabe et af Europas mest eftertragtede forskningsmiljøer inden for droneteknologi.
(emhe)