Slangerup-Esbjerg kan igen blive afgjort i matchens sidste sving
Sidste år blev matchen mellem Slangerup Speedway Klub og Esbjerg Vikings afgjort i sidste sving, da Niels Kristian Iversen overhalede Mikkel Michelsen.
De to er igen frontfigurer, og noget lignende kan sagtens ske igen onsdag aften i Metal Speedway League.
Året er 2016, og holdene på banen i Metal Speedway League er Slangerup SK og Esbjerg Vikings. Slangerup fører matchen, da man går ud på sidste omgang i matchens sidste heat. Slangerups Mikkel Michelsen fører foran Esbjergs Grand Prix-profil Niels Kristian Iversen. I allersidste sving kører Iversen forbi Michelsen, og dermed vinder Esbjerg matchen på denne overhaling i allersidste sving.
Det var sidste år, men det fylder stadig hos begge hold før Slangerup får mulighed for revanche onsdag aften.
"Det kan godt blive endnu en gyser af format. Ingen har glemt sidste år. Sidste sving af matchen – så tæt var det," husker Slangerups holdleder Lars Munkedal.
Han havde frygtet denne match, fordi topholdet Esbjerg har set så stærke ud i sæsonen, hvor de har indkørt maksimumpoint 8 i fire matcher.
"Men onsdag aften stiller de med et nyt hold, og det synes jeg åbner for, at de er til at snakke med," siger Munkedal.
Det er svenske Oliver Berntzon og polske Tomasz Gapinski, som er nye hos Esbjerg i forhold til tidligere matcher.
"Det giver os en bredere trup, så ved at få to nye i spil, så bliver vi mindre følsomme overfor skader senere på sæsonen," siger Esbjerg Vikings-holdleder Ib Pedersen om årsagen til udskiftningerne.
Han ville gerne have haft B-køreren Nicolai Klindt med i matchen, men Klindt er skadet. Og ud over bredden, så er der lidt taktik i, at tage de to udlændinge med.
"Michael Palm Toft og Tim Sørensen har gjort det fantastisk som duo, når de har kørt sammen. Men nu holder vi dem som fjerde- og femtekører, i stedet for at have dem som 2'er og 4'er," siger Ib Pedersen om kørernes placering, som har betydning for, hvordan de matches i de enkelte heat i matchen. Dermed synes det også helt givet, at det er på plads 2 og 3 på opstillingen, at Slangerup skal udnytte situationen.
"Jeg tror det bliver en hård match, men jeg håber, at de to nye hos Esbjerg kan blive til vores fordel," siger Lars Munkedal, som gerne havde set, at Kenneth Kruse Hansen og Andreas Lyager havde kørt lidt mere.
"De er professionelle speedwaykørere, og jeg så gerne, at de havde haft lidt flere løb i kroppen før denne vigtige match, for det er altid bedst med et flow. Jeg håber, de kan levere, og de er udtaget, fordi jeg mener det er det stærkeste hold, vi har, og det skal være nok til en sejr," siger han, og har dermed automatisk udpeget sin andenkører Kenneth Kruse Hansen som en nøglefigur i matche, fordi Kruse står listet overfor Oliver Berntzon på plads 2 på holdkortet.
Topholdet Esbjerg har kig på en ny sejr:
"Vi skal vinde, for vi er godt kørende. Det er en 50/50-match, så det kan igen godt blive helt til sidste sving, før det bliver afgjort," mener Ib Pedersen.
Holdopstillinger til matchen:
SLANGERUP SPEEDWAY KLUB
Mikkel Michelsen
Kenneth Kruse Hansen
Michael Jepsen Jensen
Andreas Lyager
Jonas Seifert
Holdleder: Lars Munkedal
ESBJERG VIKINGS
Niels Kristian Iversen
Oliver Berntzon
Tomasz Gapinski
Michael Palm Toft
Tim Sørensen
Holdleder: Ib Pedersen
Matchen køres onsdag den 21. juni kl. 18.30 på Slangerup Speedway Center