Business Fredericia hviler ikke på laurbærrene
På kun to år har Fredericias erhvervsorganisation opnået mange resultater. Flere er på vej
Det er kun to år siden, Fredericia Business blev etableret. Men allerede nu kan organisationen glæde sig over at have nået mange resultater. Det mener i hvert fald erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.
“Vi har fået fjernet stade-afgiften for detailbutikkerne i midtbyen. Vi har fået sagsbehandlingstiden ved byggesager halveret. Vi har fået dækningsafgiften nedsat - og etableret et samarbejde om jobs og uddannelse, der forhåbentlig kan fjerne dækningsafgiften helt. Og vi har fået etableret en kommunal indkøbs- og udbudspolitik, der giver det lokale erhvervsliv bedre muligheder,” siger Kristian Bendix Drejer.
Dertil kommer, at Business Fredericia har vokset sig stor som forening. Medlemstallet er nu oppe over 610.
“Det gør os faktisk til Trekantområdets største erhvervsnetværk,” siger Kristian Bendix Drejer og tilføjer, at målet er at nå 700 senest i år 2020.
Nye projekter på vej
Kristian Bendix Drejer glæder sig over de opnåede resultater.
“Men vi skal meget mere,” siger han.
Blandt de aktuelle planer er et iværksætter-center, muligvis placeret på den gamle Bülows Kaserne. At der er brug for et center, fornemmes blandt andet på antallet af nye iværksættere i Fredericia. Kontoret hører fra omkring tre nye hver eneste uge.
“Vi vil også endnu mere på banen og understøtte folkeskolernes iværksætter-konkurrencer,” siger Kristian Bendix Drejer.
Dertil kommer, at Business Fredericia har sendt 300.000 kroner til initiativer, der styrker midtbyens detailhandel: 50.000 kroner til Sommerrock, 100.000 kroner til udvikling af 6. juli-festlighederne samt 150.000 kroner til etablering af julehytter i gågadeområdet.
“I fremtiden vil vi også intensivere arbejdet med at tiltrække butikker til byen og erhverv til Kanalbyen,” siger Kristian Bendix Drejer.
Business Fredericia samarbejder også med blandt andre ADP om at udvikle krydstogt-succesen yderligere, ligesom kontoret samarbejder med Middelfart om udvikling af hotel-branchen på begge sider af Lillebælt.
DKC går som varmt brød
Det store område med erhvervsjord i Taulov-området, DanmarkC, er ifølge Kristian Bendix Drejer et stærkt trækplaster, når det handler om at få virksomheder til at etablere sig her.
”Vi ser en fantastisk udvikling. Vi har europæisk opmærksomhed som trafikknudepunkt, og virksomhederne kan se idéen. Vi var virkelig momentum nu. Så vi skal dels løbende sørge for at have de rigtige forhold på veje og i rundkørsler. Og dels skal vi snart skaffe ny jord i området: Der er ikke udsolgt endnu - men det går stærkt,” siger erhvervsdirektøren.
Stemningen er god
Kristian Bendix Drejer fornemmer et markant stemningsskifte i Fredericia.
“Hvor man tidligere var meget grundige med ikke at lade andre virksomheder kende ens planer, er man i dag langt mere indstillet på at samarbejde. Det skaber resultater, arbejdspladser og en fælles fremgang,” siger han.
Også blandt borgerne fornemmer han en ny og bedre stemning.
“Folk står sammen og taler byen op,” siger han.
Kan den enighed ikke også blive så stærk, at der bliver set skævt til berettiget kritik?
“Jo, det kan ske, men sådan skal det jo ikke være. Der skal være plads til kritik - især hvis den er konstruktiv. Men der skal også være plads til at se på de positive bevægelser. For der er så mange af dem,” siger Kristian Bendix Drejer.