Havneselskabet ADP flytter
Associated Danish Ports flytter sin administration fra de nuværende kontorer til nyt byggeri i Kanalbyen
ADP, som blandt andet ejer og driver Fredericia Havn, har igangsat en større udviklingsplan, som over de kommende år skal optimere arealer og infrastruktur på Fredericia Havn. Startskuddet bliver opførelsen af Port House i Fredericias nye Kanalby.
Port House bliver nyt hovedkontor for ADP, men huset er samtidig indrettet som et moderne og fleksibelt flerbruger kontorbyggeri med plads til flere virksomheder.
Udviklingen af en ny og moderne bæredygtig bydel tæt på bymidten og havnefronten ud til Lillebælt vil over de næste mange år transformere Fredericia fra industriby til kanalby. Med opførelsen af Port House i kanalbyen ønsker ADP at skabe en god synergi mellem industrihavnen og den nye bydel. Samtidig har ADP et mål om at tiltrække flere virksomheder til havnen.
"Fredericia Havn er en bynær havn, hvor vi om få år får den nye kanalby som nabo. Som havn har vi en forpligtelse til at balancere vores vækstplaner og øgede aktiviteter i et godt samspil mellem by og havn, og derfor har vi besluttet at investere 130 millioner kroner i et moderne kontorbyggeri, som samtidig vil markere overgangen mellem industrihavnen og den nye kanalby,” siger administrerende ADP-direktør Nils Skeby i en pressemeddelelse.
Borgmester Jacob Bjerregaard (S) glæder sig.
”Opførelsen af Port House er et vigtigt skridt i udviklingen af Fredericias nye bydel på havnen. For mig er det afgørende, at vi nu får skabt mange nye arbejdspladser helt centralt i Fredericia. Jeg er overbevist om, at dette attraktive projekt med beliggenhed lige ud til havnefronten vil skabe mange nye jobs og tilflytning af virksomheder," siger han i pressemeddelelsen.
Port House består af to sammenhængende bygninger med hhv. 4.535 kvadratmeter og 3.410 kvadratmeter.
Port House står efter planen klar til indflytning i to etaper. Første bygning er klar i efteråret 2018 og anden bygning i efteråret 2019. Arkitekt på Port House er Smidt Hammer Lassen, og Enggaard A/S bliver totalentreprenør. Byggeriet går efter planen i gang i løbet af sommeren.