Fortsæt til indhold

Honorarer beskæres, men Thinkers50 fortsætter

Arkiv
Af Jane Thoning Callesen

Maj måneds Thinkers50-topmøde trak en række af verdens førende businessguruer og topledere til Odense, og når kommunens økonomiudvalg 14. juni holder møde, lægges der op til, at Thinkers50 skal fortsætte i de kommende tre år.
Det sker med afsæt i deltagernes evaluering, der nu er færdigudarbejdet.
Under topmødet kunne deltagerne høre en række oplæg og foredrag fra kloge tænkere, heriblandt den amerikanske professor Michael Porter, som ifølge TV2 Fyns oplysninger fik knap en million for at komme til Odense.
Evalueringen fra deltagerne viser en stor tilfredshed med arrangementet med en ”anbefalingskarakter” på 8,6, hvor 10 er den højest mulige.
60% af deltagerne forventer at komme igen, og yderligere 27% kommer muligvis igen.

Sætter Odense på landkortet

I alt havde 256 erhvervsfolk købt billet til Thinkers50, og hertil kommer cirka 1.400 studerende (heraf 300 tech talenter), som gratis overværede forskellige oplæg. Blot 10 procent af gæsterne kom fra udlandet.
Ambitionen er nu, at der på sigt skal være mindst 500 deltagere, hvoraf halvdelen skal komme fra udlandet, og desuden rykkes arrangementet fra maj til september måned.
Det var hovedtaleren Michael Porters kalender, der afgjorde at arrangementet i år fandt sted i maj, og evalueringen viser, at det kom i clinch med andre store erhvervsbegivenheder som Axcels kapitalmarkedsdag og Dansk Erhvervs årsdag.
Formålet med Thinkers50 er at udbrede kendskabet til Odense som en førende erhvervsby i Nordeuropa med ny teknologi og sætte os på landkortet som en vidensby.

Til gengæld skal næste års hovedtaler ikke forvente at få samme høje honorar som Michael Porter. Ambitionen er nemlig, at budgettet for talere fremover skal være lavere.