Fortsæt til indhold

Vil bygge butikker, boliger og p-pladser

Dagligvarebutikker, etageboliger og parkering kan være på vej ved Tværkajen, Havnegade og Havnepladsen i Odense

Arkiv
Arkiv

En privat investor står klar til at opføre en markant bygning på ti etager samt flere mindre på Odense Havn. Samlet kan der blive tale om et byggeri på op til 18.000 kvadratmeter.
Det vil imidlertid kræve godkendelse af et kommuneplantillæg og lokalplansforslag, før projektet kan blive til virkelighed.
Dette skal i offentlig høring, og derfor skal By- og Kulturudvalget i første omgang vedtage at sende sagen til byrådet, som herefter kan træffe beslutningen.
"Jeg håber, at By- og Kulturudvalget sender sagen videre, for det er et meget spændende projekt. Det vil ikke alene løfte havnen yderligere med indkøbsmuligheder og flere boliger, men vi får også et nyt pejlemærke for området med bygninger på ti etager på hjørnet af Havnegade og Toldbodgade. Desuden indeholder projektet et grønt byrum samt flere parkeringspladser på havnen, så det er virkelig noget, som vil gøre en forskel," siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), i en pressemeddelelse.
Projektet indeholder et parkeringshus med cirka 190 pladser med mulighed for 120 offentligt tilgængelige pladser. Der er desuden mulighed for etablering af yderligere 100 parkeringspladser på taget af bygninger samt 65 pladser på terræn, så der er nem adgang til dagligvarebutikkerne.
Udover butikker, serviceerhverv og parkering vil byggeriet tilføre mellem 55 og 60 nye boliger til havnen.
(emhe)