Kolding-kører deltager i Juelsminde Rally
Efter næsten halvanden måneds pause genoptager de danske rallykører i den sidste weekend af maj kampen om årets Danmarksmesterskab i rally. Det sker, når årets Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse afvikles lørdag den 27. maj som den anden afdeling af årets DM-serie.
Det østjyske løb får også lokal deltagelse.
Det er Michael Sørensen, Kolding, som står med sin hvide Skoda Fabia Super 2000, og efter de succeser han sidste år primært høstede i de danske minirallyer, regnes han for at være en af de kørere, som kan kæmpe med om sejren i løbet. Men koldingenseren får hård modstand i specielt firhjulstrækkerklassen, hvor han starter. Her kommer han til at møde såvel Ib Kragh, Juelsminde, som Jesper Bisted, Horsens, som begge er på hjemmebane.
Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse skydes i gang lørdag klokken 13.00, hvor de første deltagere bliver sendt afsted fra Odelsgade – byens hovedgade – hvorefter der venter mandskaberne 12 udfordrende hastighedsprøver på i alt 148 kilometer, inden vinderne kan kåres samme stedved 20.30-tiden.
Nærmere informationer om løbet findes på bilsport.dk.