Fortsæt til indhold

Kommunen flytter skolesti væk fra byggeplads

Under udvidelsen af Køge Sygehus flytter Køge Kommune skolestien Bellingestien ud langs Stensbjergvej for at give plads til byggeri på hospitalsgrunden

Arkiv
Arkiv

I foråret 2016 skiftede Køge Sygehus navn til Sjællands Universitetshospital i Køge, og nu er ombygningen i gang. Med øget aktivitet på hospitalsgrunden er det nødvendigt at lukke den sydlige del af Bellingestien fra 1. februar, og derfor åbner Køge Kommune samtidig en midlertidig cykel- og gangsti langs Lykkebækvej og Stensbjergvej. Den midlertidige sti er skærmet mod både vej og byggeplads for at passe bedst muligt på de bløde trafikanter, der normalt benytter Bellingestien.
Syd for hospitalet ligger Asgård Skole og i hverdagen benytter elever fra Asgård Skole dagligt Bellingestien. På den måde holder de sig fra vejbanerne på Stensbjergvej. En værdi, kommunen viderefører med den nye sti.
”Eleverne skal kunne komme sikkert til Asgård Skole i anlægsperioden. Derfor har Køge Kommune anlagt en midlertidig cykel- og gangsti langs Stensbjergvej, så skolebørnene og andre kan komme sikkert frem, indtil Bellingestien genåbner," forklarer Mette Jorsø, formand for teknik- og miljøudvalget i Køge Kommune. Hun håber, at eleverne vil benytte sig af den midlertidige sti og henstiller til bilisterne om at være ekstra opmærksomme i krydset mellem Lykkebækvej og Stensbjergvej.
I fremtiden får borgerne i Køge Kommune nem adgang til specialiserede behandlinger på det nye universitetshospital, og eleverne fra Asgård Skole får en kortere skolevej, når de igen kan anvende den sydlige del af Bellingestien, der bliver genanlagt i et nyt forløb på den ombyggede hospitalsgrund.