Sådan er programmet i år
I årtier er Odenses borgere valfartet til Fruens Bøge for at fejre en bestemt dag. Nemlig Sankthansaften, hvor midsommeren hyldes med bål og hekseafbrænding.
Det sker naturligvis igen i år, nærmere betegnet fredag 23. juni, og programmet er nu blevet offentliggjort af Odense Kommune.
Børnehygge, musik og tale
Arrangementet starter kl. 16, hvor der vil være underholdning til børnene.
Spejdergruppen Sortebrødrene hjælper børnene med at få lavet snobrød ved den lille bålplads, Lars U. tryller og sørger for ballondyr, Kulturmaskinen leger og gøgler, og King Manouche spiller jazz med bløde rytmer inspireret af 30'ernes jazzlyd.
Kl. 18 går Solsort på scenen, hvor de vil spille numre fra deres nye og roste folk-plade. Herefter indtager Katrine Ring og Anders Mogensen Midsummer Dream Quintet featuring Lotte Andersen, der er skuespiller og musiker, scenen.
Kl. 21 er der båltale ved rådmand Jane Jegind, hvorefter det store bål tændes til lyden af Midsommervisen.
Der forventes op imod 20.000 gæster i forbindelse med fejringen af Sankt Hans på Engen.
(emhe)