Stavskær er blevet autoriseret hos Hella
Lars Bo Pedersens autoværksted er blevet autoriseret som Hella Servicecenter
Mekaniker Lars Bo Pedersen er gået all in som selvstændig mekaniker, efter at han i en periode har freelancet hos forskellige værksteder, siden han blev udlært i 1999. Fra 1. januar er hans værksted i Horne blevet autoriseret som del af Hella Servicecenter, som han henvendte sig til på anbefaling fra F-Z, der er hans reservedelsleverandør.
“Tillid er en stor del, når man laver biler, og nu kan jeg også tiltrække kunder, der har nyere biler, fordi de kan man opretholde fabriksgarantien, når de får service på et autoriseret værksted. Så ved de, der er en høj standard på det, jeg laver,” fortæller Lars Bo.
Mobilt værksted
På de autoriserede værksteder er man underlagt kvalitetsnormer og fabriksnormer. Man skal bruge produkter af en vis kvalitet.
Lars Bos værksted ligger på en nedlagt ejendom ved Stundsig nær Horne, og selv om det er lidt ude på landet, har mange efterhånden fundet vej derhen. Det har taget fart, efter at lere og flere har fået nys om det lille serviceværksted, så nu er der travlt i åbningstiderne som ligger fra halv otte til fire mandag til torsdag. Om fredagen finder Lars Bo Twist og Swarfega frem og holder fyraften en time tidligere.