"Vi har perfekte forhold i år"
Forholdene på Tinderbox er langt mere handicapvenlige end de to første år, mener formand for handicaprådet i Odense
Det er ikke nemt at komme rundt på en festivalplads, hvis ikke du kan bruge dine ben. Det kan Birthe Malling skrive under på, da hun sidder i kørestol, fordi hun lider af muskelsvind. Men selvom hun har et handicap, der besværliggør hendes bevægelighed, så holder det ikke Birthe Malling væk fra en kæmpe fest som Tinderbox.
Lokalavisen møder Birthe Malling ved indgangen til festivalpladsen, da vi gerne vil vide, hvordan fremkommeligheden er for en handicappet gæst.
Ifølge kørestolbrugeren, der også er formand for handicaprådet i Odense, er forholdene i år rigtig gode, da Tinderbox har oppet sig gevaldigt.
"Det er helt perfekt. De har lavet en helt ny rampe ved indgangen, som gør det langt nemmere for os at komme op ad det stejle stykke, der er ud mod Falen," forklarer Birthe Malling.
Men den nye rampe er ikke det eneste nye tiltag under den tredje udgave af Tinderbox.
"På Væddeløbsbanen er der lavet handicapparkering. Det betyder, at når vi bliver sat af, så holder der en bus klar, som kører os gratis hen til hovedindgangen, og den kan benyttes hele tiden," siger hun og fortæller, at hun betaler entré ligesom alle andre gæster, mens hendes ledsager har fri adgang.
Pressetalsmand: Forhold skal være i orden
Morten Hopballe, pressetalsmand på Tinderbox, er enig i, at forholdene kan have været bedre for handicappede i løbet af de første to år, men nu mener han, at festivalen har fundet nogle gode løsninger.