Fortsæt til indhold

Disse fem koncerter må du IKKE gå glip af

Ole Rosenstand Svidt, fungerende chefredaktør hos Gaffa, giver sit bud på fem koncerter, som skiller sig ud på Tinderbox

Arkiv
Emil Hermann

Haim - Amerikansk poprock-band

"Den californiske søstertrio er lige på trapperne på deres andet album, og singleforløberen ”Want You Back” er lovende. Debuten ”Days are Gone” fra 2013 var glimrende, og deres koncert på Roskilde i 2014 var fremragende.
På plade er det melodisk pop med r&b-elementer og flotte vokalharmonier, men live får musikken lidt mere rock og kant, og det swinger i den grad."
Tid: Fredag kl. 20:05

Nathaniel Rateliff & The Night Sweats - Amerikansk sanger

"Den amerikanske sanger og sangskriver Nathaniel Rateliff & The Night Sweats spiller swingende soulmusik, der sender tankerne tilbage til både 60'er-soulnavne som Otis Redding og Wilson Pickett, komplet med blæsersektion og Hammond-orgel, samt til Van Morrisons bedste plader i 70'erne. Jeg har endnu ikke set dem live, men de har fået fremragende koncertanmeldelser, så de er et must."
Tid: Fredag kl. 21:35

Nathaniel Rateliff & The Night Sweats.

Kings Of Leon - Amerikansk rockband

"Rockmusikken fylder ikke så meget på Tinderbox-programmet, men der er dog lidt med blandt andre The Killers og Kings of Leon. På deres senere album har sidstnævnte tabt lidt terræn i de senere år, men live kan de stadig levere, hvilket de blandt andet viste på Smukfest 2013.
Solid, melodisk rock med elementer af amerikansk sydstatsrock – glæd dig til at synge med på ”Sex on Fire” og ”Use Somebody."
Tid: Fredag kl. 23:05

Kings of Leon.

Run-D.M.C - Amerikansk hiphop-gruppe

"Run-D.M.C. stammer fra Queens og var en af de første hiphop-grupper, der hittede bredt i midt-80'erne – blandt andet var de det første rapnavn til at blive spillet på MTV. De fortsatte i 90'erne, men da gruppens dj Jam Master Jay i 2002 blev skudt og dræbt, valgte de tilbageværende to medlemmer at opløse gruppen. De har siden da kun givet ganske få koncerter og kun i USA – men nu er de tilbage."
Tid: Lørdag kl. 20:05

Run-D.M.C

Pet Shop Boys - Engelsk popduo

"Det er rene veteraner inden for elektropoppen, og selvom det er nogle år siden, de sidst har haft et hit, er de stadig leveringsdygtige i veloplagte koncerter, hvor der altid er gjort meget ud af det visuelle, i form af fantasifulde kostumer, scenografi og video. Og så er der hit på hit fra 80'erne og 90'erne, som alle kan synge med på, uanset om de var med dengang eller ej."
Tid: Lørdag kl. 23:05

Pet Shop Boys.