Vinterferie med magiske Hodja
Det er en tradition for mange forældre og bedsteforældre at gå i teatret med børnene i ferien. Den mulighed er der også i år i vinterferien, hvor Sønderborg Teaterforening har musicalen 'Hodja fra Pjort' på programmet. Den spiller to gange, onsdag 15. februar kl. 18 og torsdag 16. februar kl. 15 på Sønderborg Teater.
Hodja fra Pjort er oprindelig en meget læst og elsket bog af Ole Lund Kirkegaard.
Her er bogen omsat til en musical for hele familien med sange og musik af Sebastian og med Kristian fra Ramasjang i rollen som Hodja.
Hodjas forældre synes, det er vigtigt, at han går i skole og engang bliver skrædder, ligesom sin far. Men Hodja vil ud og opleve noget! Heldigvis møder han den gamle El Faza, som låner ham et tæppe, der kan flyve. Af sted går det på flyvende tæppe ud på et eventyr, der overgår Hodjas vildeste fantasi.
Det er Folketeatret, der turnerer med forestillingen, og det borger for kvaliteten.
Billetter på www.sonderborgteaterforening.dk eller tlf. 7020 2096. jesl