Die Antwoord dansede regnen bort
Det sydafrikanske freakshow Die Antwoord turnerede torsdag eftermiddag forbi Blå Scene i Tusindårsskoven og skabte en fest uden lige
*5 ud af 6 stjerner*
Die Antwoord er ikke kendt for dybe tekster og melodiske numre. Nej, de er kendt for at feste og for at levere en fest, og det gjorde de i den grad torsdag aften med numre som Ugly Boi, Banana Brain og I Wanna Fuck Your Brains Out.
Gruppens DJ Hi Tek, der konsekvent optræder maskeret, slog kort festen an, og her var det allerede at mærke, at det yngre publikum var klar over, hvad der var dem i vente.
Det er ikke skønsang, man kommer for, og der gik ikke længe før uvidende publikummer noterede sig dette. Den 32-årige Yolandi Visser bød på intronummeret "We Have Candy" velkommen til den mørke side, og så var koncerten sat i gang. Med skingre stemmer og tung bas pumpede de tre medlemmer liv i Tinderbox-pladsen, som langt op ad eftermiddagen havde været i dvale.
Et nyt liv, der kort inde i koncerten var i fare. For i horisonten ventede mørke skyer og skyerne bidrog for en kort stund med nedslående vanddråber, og folk krøb i ly under regnslag og de nye overdækkener, som Tinderbox i år har stillet op til formålet. Men ind kom Die Antwoords to dansere, og dansede, hvad der måske var en regndans.
For det er ikke til at sige, hvilken stilart der blev danset, men væk gik regnen, og så stod den på trap-fest, moshpits og en crowdsurfende Ninja, som den 42-årige mandlige rapper hedder.
De to sydafrikanere havde publikum, hvor de ønskede, og da Ninja trådte ind på scenen iført kamphunds-maske, og nummeret ”Pitbull Terrier” blæste ud af højtalerne, blev der skruet op for varmen foran Blå Scene.
Folk forlod pladserne foran scenen gennemblødte af sved og med åndedrag så tunge, som Die Antwoords rytmer – men slut var det ikke. De to sydafrikanere, der sammen har et barn ved navn Sixteen, forlod kort scenen, inden de vendte tilbage hånd i hånd.
Som sidste trin i regndansen leverede Die Antwoord et mix af deres gennembrudsnummer ”Enter The Ninja”, og så var festen fuldendt. En fest, som ikke alle kendte til, men som mange endte med at tage del i.
For Die Antwoord har en forrygende interaktion med publikum, og det beviste de nok engang torsdag på Blå Scene, selvom sangene næppe havde gået på et konservatorium.
5/6 stjerner for en sublim fest.