Vedsted har store planer
Fire fokusmøder skal sætte endnu mere gang i landsbyen Vedsted
Landsbyforeningen for Vedsted og omegn (LVO) går med planer, og denne gang er det en af de helt store.
LVO inviterer nemlig alle i landdistrikt Vedsted, herunder byerne Vedsted, Skovby, Vedbøl og Ustrup, til at deltage i fire fokusmøder, som foregår henover foråret. Hvert fokusmøde omhandler et fokusområde, og til at starte debatten har LVO inviteret fire oplægsholdere, som skal få deltagerne til at tænke stort og fremadrettet.
Iblandt oplægsholderne er bl.a. Mads Sandemann, som sætter gang i mødet med overskriften ”Jeg som borger”, Gert Helenius tænder op under ”Os som virksomhed”, og Haderslev kommunes foreningskonsulent, Bent Skov, holder ilden varm med ”Vi som forening”.
På alle møderne er det deltagerne, der er i fokus, og forhåbentligt kommer der mange gode ideer og forslag til den videre udvikling. Al materiale fra fokusmøderne samles i én masterplan, som skal beskrive de vigtigste fokusområder, der vil blive arbejdet videre med over de næste fem år. Det første møde foregår tirsdag 7. februar klokken 19.30 i Fælleshuset i Vedsted. LVO glæder sig meget til at give alle mulighed for indflydelse på deres områdes fremtid, ung som gammel.
/pra