En pille imod Alzheimers, måske
Siden 1998 har forskningsvirksomheden CCBR testet medicin i Vejle. For tiden er det en pille mod Alzheimers, der bliver testet
“Det er en sygdom, som kan ramme alle, og det er en sygdom, som man ikke har nogen behandling for i dag.”
Det er Alzheimers, Susanne Olesen snakker om. Hun er klinikchef ved firmaet CCBR, der blandt andet ligger i Vejle. De laver lige nu kliniske studier med piller, der måske kan hjælpe mod sygdommen. Og du kan blive en del af det.
“Man kan som fuldstændig sund og rask være med i det her studie. Med medicinen kan man gå meget, meget tidligt ind, og så er der større chance for måske at kunne bremse det,” forklarer hun.
En ud af 10
Der skal dog være nogle risikofaktorer, der spiller ind, før man kan deltage: man skal have en forældre, der har sygdommen eller være bange for at få den. Derudover skal man være mellem 60 og 85 år gammel og 'bestå' en række undersøgelser.
“For at finde én, der har den der risikofaktor, skal vi undersøge 10,” fortæller Susanne Olesen.
For at forsøget skal vise en sikker forskel på brug af den rigtige pille og placeboen, er det statistisk udregnet, at 1650 mennesker skal deltage i forsøget. CCBR i Vejle skal finde de 15 af dem.
“Det betyder jo så, at vi skal undersøge 150. Vi har indtil videre klaret en tredjedel og har været i gang et par måneder,” fortæller klinikchefen.
Krævende, men godt
Når man er godkendt, får man enten den rigtige pille eller placebo, og så bliver man testet igen og igen igennem de næste år.
“Det er krævende og tager langt tid. Omkring fem år kan forsøgene vare. Det er en stor mundfuld for folk at tage ind,” fortæller Peter Alexandersen, der er lægefaglig ansvarlig på forsøget.
“Det er fantastisk, at nogle gør det. Og det er jo til gavn for de kommende generationer i bedste fald,” indskyder Susanne Olesen og fortæller, at man altid kan springe fra igen.
Konger og dronninger
Deltagernes ve og vel er i fokus for medarbejderne hos CCBR.
“Vi har et mantra her om alle vores deltagere: Treat them like queens and kings,” siger Susanne Olesen, og forklarer:
“Sådan helt objektivt, så er det jo fantastisk, at man lægger tid og krop til for andres skyld. Så selvfølgelig skal vi behandle dem med stor respekt. Vi er her kun for dem.”
Derfor bliver deltagerne undersøgt grundigt både før, under og efter forsøget, og finder lægerne noget, der er galt, er det første prioriteten, fortæller Peter Alexandersen.
“Hvis deres blodtryk for eksempel er for højt, beder vi dem om at gå til egen læge og måske tage en pause fra forsøget, til de har det godt igen,” siger han.
Og den ekstra opmærksomhed er der god grund til. Forsøget skal være så præcist og udførligt som overhovedet muligt.
“Det her er jo medicin, som man potentielt skal ansøge om at få på markedet engang. Hvis jeg skal spise det, eller mine børn skal spise det, så skal jeg i hvert fald vide, at det er i orden,” fortæller Susanne Olesen.
Forskellige forsøg
Klinikken laver lige nu tre forsøg med Alzheimers: et for raske, et for let hukommelsessvækkede og et for diagnostiseret Alzheimers. Derudover laver de også forskning på andre områder så som forhøjet kolesterol og slidgigt.
Forsøgene foregår på klinikken i Vejle, og hvis man er interesseret i at deltage eller høre mere, kan man ringe til dem på telefon 7572 6066 eller 7640 9599 og få en snak.
Fakta
CCBR Clinical Research er en dansk forskningsvirksomhed.
De er specialiseret i gennemførelse af kliniske forsøg.
Alle forsøg er godkendt af myndighederne, lægemiddelsstyrelsen og etisk komite.
Den blev grundlagt i 1992.
Der er tre klinikker i Danmark og 28 på verdensplan.
Klinikken i Vejle åbnede i 1998.
I Vejle er der 16 ansatte: læger, sygeplejersker, bioanalytikere, radiografer og sekretærer. Alle sammen er uddannede og autoriserede indenfor hver deres fagområde.
Klinikken ligger på Orla Lehmannsgade 1, 3.