Fortsæt til indhold

Odense skal være røgfri i 2030

Et enigt sundhedsudvalg fastsatte på seneste møde en vision for at sænke antallet af rygere i kommunen

Arkiv
Jonas Dalgård Rasmussen

Odense skal have en røgfri generation i 2025, og blot to procent af byens voksne borgere skal ryge i 2030. Det er i hvert fald målet i den vision, som sundhedsudvalget i Odense Kommune vil anbefale Odense Byråd at vedtage.

17 procent af de odenseanske indbyggere over 16 år ryger, mens der på gymnasiale uddannelser er 12 procent daglige rygere, og det skal der ifølge et bredspektret og enigt sundhedsudvalg ændres på.

“Rygning er den absolut største dræber. Det slår folk ihjel, ligesom de sygdomme, som er relateret til rygning (eksempelvis KOL og lungesygdomme.red), er rigtig slemme, og man får en markant ringere livskvalitet. Derfor har vi lavet visionen, men vi skal jo ikke være formynderiske, så derfor har vi sat de målsætninger, som vi nu kan blive enige om,” fortæller næstformand i sundhedsudvalget Claus Houden (V), og fortsætter:

“Der er 421 odenseanere, der hvert år dør som følge af rygning. Det er altså mange mennesker - fædre, mødre og bedsteforældre, som vi mister, der kunne have haft et længere liv. Det er ikke bare en statistik det her, det er mennesker, der forsvinder.”

Røgfri generation

En del af visionen om en røgfri by i 2030 er, at der ikke skal være børn og unge, der ryger i år 2025. Øjebliksbilledet ser ganske gråt ud, særligt på erhvervsuddannelserne, hvor 37 procent af eleverne dagligt trækker vejret gennem en cigaret.

Høje tal, der eksisterer på trods af lovgivningen om, at personer under 18 år ikke må købe tobak, og derfor mener Claus Houden, at man må øge samarbejdet med detailhandlen.

“Reglerne skal håndhæves og de som har detailhandlen, som sælger det her, de skal være bevidste om, at det ikke er lovligt at sælge til børn under 18 år, og det må vi gøre med dialog og samarbejde. Man må tage en snak, hvor det understreges, at det er vigtigt, at loven bliver håndhævet,” siger næstformanden.

“Rygerne ved bedst”

Sundhedsudvalget foreslår, at man blandt andet sætter gang i forebyggelsesindsatser, informationskampagner og særlig hjælp til udsatte borgere og boligområder. Visionen skal være en hjælp for de borgere, som gerne vil kvitte cigaretterne, og ikke være en hammer, der bankes i hovederne på rygerne.

“Det er vigtigt, at det ikke bliver sådan en skræmmekampagne og 'vi ved bedre'. Rygerne ved bedst, hvordan de kommer ud af det, og de vil heller ikke presses, så det er vigtigt at finde en balance,” slutter Claus Houden.

Røgfrit København ruller

I den danske hovedstad har man siden 2012 arbejdet med en lignende vision, og her er erfaringerne gode. Man har igangsat flere samarbejder om at nedtone rygningen, og i 2015 begyndte man arbejdet med de unge.

“Siden 2015 har vi haft arbejdet målrettet med at skabe en røgfri generation af unge. Alle folkeskoler i København har fået tilbud om inspiration og hjælp til at indføre røgfri skoletid, og en del skoler har taget udfordringen op. Når det gælder de lidt ældre unge, så har vi indgået forpligtende partnerskaber med alle ungdomsuddannelserne om røgfrihed, alkohol og trivsel – og det gælder både gymnasier, erhvervsskoler og produktionsskoler. I partnerskaberne arbejder vi sammen om røgfrihed. Konkret prøver vi fx at skabe gode alternativer til rygepausen og gøre rygning mindre synlig, så rygning ikke er det første, man møder, når man uddanner sig,” fortæller sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen (SF).

Den odenseanske vision forventes at blive rullet ud i løbet af foråret, når der er enighed om måden at gøre det på.