Fortsæt til indhold

Sundheden blev leget ind hos børnene i Udsigten

Børnehuset Udsigten havde besøg af Hoppeline og Frækkefrø

Arkiv
Arkiv

Forleden havde børnene i Børnehuset Udsigten en ekstra god dag, da havde de besøg af maskotterne Hoppeline og Frækkefrø fra det landsdækkende sundhedsprojekt for børn, 'Hoppeline'. Projektet er med støtte fra Nordea-fonden udviklet af det Nationale Videncenter KOSMOS, som er beliggende i Haderslev, i samarbejde med pædagoger og studerende.
Selvom man er lille, kan man godt lære, at “sundt er sjovt”. Børnene i Børnehuset Udsigten har hoppet, danset og løbet sig gennem efteråret sammen med figurerne fra Hoppeline-universet, og nu har de så vundet et besøg af projektets maskotter samt en musikpædagog, der kom til at sætte fut i børnehaven i torsdags.
“Vores hoppeline-team spillede op til musik og bevægelse for børnene, så der blev masser af sjov og ballade i børnehaven den dag,” fortæller projektleder for Hoppeline, Lise Hostrup Sønnichsen, fra det nationale videncenter KOSMOS (KOst, MOtion og Sundhed).
Hoppeline er et sundhedsprojekt målrettet de ældste børnehavebørn, men også de yngste kan være med. Hjertet i Hoppeline er aktiverende fortællinger, hvor børnene sammen bevæger sig til en fortælling, der læses op på legepladsen.
Målet er at få mere fysisk bevægelse ind i hverdagen for de mindste, og som projektets slogan “sundt er sjovt” antyder, så leger børnene sig til en mere aktiv dag med Hoppeline.

Motion på den sjove måde

Glæden ved at røre sig, fantasi og medbestemmelse er nøgleord for projektleder Lise Hostrup Sønnichsen, for sundhed handler ikke kun om gulerødder og motion:
“Hoppeline handler for mig om bevægelsesglæde, især glæden ved at røre sig sammen med andre, uanset hvor god man er, og hvordan man ser ud. Børnene skal ikke gøre noget bestemt på en bestemt måde, men de kan bare leve sig ind i fortællingen eller musikken og på den måde få lyst til at bevæge sig,” forklarer hun.
Projektet begyndte i august 2016 og har allerede over 550 daginstitutioner over hele Danmark med. Det er er gratis at deltage.