Fortsæt til indhold

Olila åbner torsdag i Torvegade nr. 38

Torsdag åbner ny børneforretning i Torvegade

Arkiv
Rune Weitling

I halvandet år har Kristina Pultz drevet netbutikken Olila.dk, der både sælger tøj, pusleting, legesager, interiør til værelset og meget andet til alle de små prinser og prinsesser derude.
Torsdag i denne uge får webshoppen en tvilling i fysiks form, når Kristina slår dørene op til Olila i Torvegade nr. 38.
“Det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg har i rigtig lang tid gerne ville åbne egen butik, da jeg synes, at Esbjerg mangler en butik, som satser på kvalitetslegetøj til børn og babyer,” siger Kristina og fortsætter:
“For nogle måneder siden læste jeg så en artikel i Lokalavisen Esbjerg, hvor der stod, at den forhenværende lejer (Jail, red.) lukkede. Så ringede jeg til banken med det samme, for det var bare det perfekte sted til en specialforretning som min,” smiler Kristina Pultz, da Lokalavisen Esbjerg møder hende i butikken, mens malerne er i fuld gang med at shine væggene op.

Nostalgi og specialvarer

Navnet Olila er sammensat af Kristinas børns navne, Oliver og Isabella, og hun får da også masser af inspiration til indkøbene fra hendes egne børn på henholdsvis to og tre år. Idéen til hendes webshop, og nu kommende butik, kom sig af, at hun ikke mener, at de eksisterende børneforretninger har nok at byde på:
“Jeg synes, at det er meget standard-varer, som de andre har. Jeg ønsker at skabe en butik, hvor det er lidt nostalgisk at komme ind, men hvor der også er anderledes ting. Jeg vil eksempelvis også have økologisk legetøj og sengetøj, ligesom jeg vil have specialvarer indenfor trælegetøj. I det hele taget satser jeg meget på kvalitetsvarer til alle slags pengepunge,” smiler Kristina, der i butikken har ansat tre personer, ligesom hendes mor, søster og mand kan hjælpe til ved travlhed.