Støvlen, der blev foreviget
Min bedste kundeoplevelse: Überst Shoe Gallery
Når man endelig finder de helt rigtige støvler, kan det være svært at give slip på dem igen.
Det oplevede en mand for et halvt års tid siden, fortæller Heidi Christensen, der er ejer af Überst Shoe Gallery.
Manden havde nemlig købt et par støvler i butikken ti år tidligere, og da de gik i stykker, ville han gerne have endnu et par af samme slags.
“Han var herinde flere gange og spørge efter dem, men vi solgte ikke længere den slags støvler og gør det nok heller ikke igen. Det blev han meget ked af,” fortæller Heidi Christensen.
Genoplivelse
Manden fik flere gange forsålet støvlerne hos en skomager for at holde liv i dem, men efter fjerde eller femte gang blev der sagt stop. De var ikke længere til at redde, og skomageren bad manden få nye støvler, fortæller Heidi Christensen.
Kort efter kom manden ind i butikken igen. Han gav støvlerne til Heidi Christensen og bad hende passe på dem.
“Han kunne ikke få sig selv til at smide dem ud, og de skulle bestemt heller ikke til genbrug. De var jo hans bedste venner, så hans idé var, at de skulle tilbage til deres rette hjem,” fortæller Heidi Christensen og forsætter:
“Det var en sorgens dag for ham. For selvom det 'bare' var et par slidte støvler, var der stadig sjæl i dem. Han havde været så glad for dem”
I dag står den ene støvle udstillet i butikken blandt andre gode minder, og der kan den forhåbentligt leve resten af dens tid.
Støvlernes ejer kommer ind i mellem ind og siger hej til den og spørger stadigvæk efter nye af samme slags.