Seks hurtige til Roland Møller
Odenseanske Roland Møller er hovedrolleindehaver i den Oscar-nominerede film ’Under Sandet’
Hvordan føles det at være nomineret til en Oscar?
"Det føles fuldstændig uvirkeligt, og det er svært at forstå. Det kan bedst sammenlignes med at spille fodbold og så være udtaget til at spille på Old Trafford (engelske Manchester Uniteds stadion .red). Jeg har haft øjeblikket, hvor jeg måtte knibe mig selv i armen for at tjekke, om det var virkeligt."
Hvordan vurderer du chancerne for at hive Oscaren med hjem?
"Det har jeg absolut ingen ide om - men glæden ved at være nomineret er altafgørende lige nu, og det er den følelse, som jeg nyder nu og her. Det er muligt, at spekulationerne kommer senere, men lige nu tænker jeg slet ikke på chancerne. Det er bare fedt at være nomineret, og være en blandt fem film."
Hvilke projekter har du i 2017?
"Indtil videre har jeg sagt ja til en hovedrolle i en fransk film, som vi skal optage i marts. Derudover har jeg castings i Danmark og udlandet. Efter sommerferien skal jeg arbejde sammen med Fenar Ahmed på en ny film, og det glæder jeg mig meget til."
Hvad tiltalte dig ved rollen i Under Sandet?
"Først og fremmest, så er det en god historie, og så udsigten til at arbejde sammen med Martin Zandvliet. Men det faktum, at det på forhånd var en næsten uoverkommelig udfordring for mig at udfylde rollen som den danske soldat. Det var måske det, som tiltalte mig mest."
Savner du noget ved livet i Odense?
"Der er meget at savne, men allermest savner jeg mine gamle drenge og den velkendte klang af fynsk dialekt".
Hvilke odenseanske sportsgrene følger du mest med i?
"Den er nem at svare på: Ishockey, fodbold og MMA."