Fortsæt til indhold

Vellykket visematiné i Borup

Arkiv
Arkiv

Søndag den 29. januar havde Visens Venner i Køge inviteret til visematiné i Borup. Trods konkurrence fra et større kulturarrangement på Teaterbygningen i Køge og VM-håndboldfinalen i Paris mødte mange viseinteresserede op til arrangementet.
- Der var omkring 70 personer samlet i kulturhuset store hal - et resultat, som vi er meget tilfredse med, siger Erik Lund-Nielsen, der er formand for Visens Venner i Køge.
Enkelte af de tilstedeværende kender vi som medlemmer, men der var rigtig mange, som vi ikke har set til vore viseaftener i Køge - dejligt at se nye ansigter fortsætter formanden.
Det var en fornøjelse at optræde for et medlevende publikum, der lyttede intenst til de mange viser og deres pointer, som på fornem vis blev fremført og fortolket af foreningens aktive medlemmer. Og så var det endvidere herligt at kunne demonstrere, at høj alder ikke forhindrer aktiv udfoldelse. Alle eftermiddagens medvirkende var, med en enkelt undtagelse, alle over 70 år - et par endog over 80 år.
- Efter matinéen kom der flere ønsker fra publikum om, at arrangementet meget gerne måtte blive gentaget. Det vil vi også meget gerne, siger formanden, men han fremhæver, at der i givet fald skal findes grundlag for, at arrangementets økonomi kan blive sikret. Vi er taknemmelige for, at Køge Kommune stiller lokalefaciliteter vederlagsfrit til rådighed for kulturelle foreninger som vor, men der er en del andre omkostninger forbundet med arrangementet som dette, slutter Erik Lund-Nielsen.
pm