Efterlyste Petrine er måske set nær Høll
Den efterlyste, 19-årige Petrine Rosenlund Stryhn er stadig ikke fundet, oplyser lokalpolitiet i Fredericia.
"Vi har fået en del henvendelser fra offentligheden. Et vidne mener at have set Petrine gående langs vejen mod Høll," siger Poul Steffensen fra Lokalpolitiet med henvisning til den lille by, nær Hvidbjerg på sydsiden af ydre Vejle Fjord.
Politiet overvejer fortsat, hvordan den fortsatte eftersøgning skal foregå. Og om der skal bruges hunde, helkopter eller hjemmeværnsfolk.
Som 19-årig er Petrine Rosenlund Stryhn myndig og må som sådan gerne gå egne veje, og umiddelbart er der ingen tegn på en forbrydelse. Men omvendt ligner det hende ikke at forsvinde på denne måde.
Hun forlod Fredericia Gymnasium i nedtrykt sindstilstand mandag ved 12:30-tiden og blev set i den nærliggende Rema 1000-butik nogle timer senere ved 17-tiden. Siden har hun været væk.
Oplysninger bedes afleveret til politiet på telefon 1-1-4.