Ejby Løb for Livet har 10 års jubilæum
Det startede som et 12 ugers-program og har udviklet sig til en aktiv forening med 160 medlemmer og mange aktiviteter
I januar var det 10 år siden Ejby Løb for Livet løb sin første kilometer. Det er siden blevet til mange kilometre, mange løb, mange venskaber og mange kopper kaffe søndag formiddag i klubhuset.
Det der startede som et 12 uger program har udviklet sig til en forening, som har et liv og en rummelighed, hvor der er plads til trekking, den rolige 5 kilometertur, over til træningen til halv- og helmarathon.
En stor del af æret for den succes, som klubben har udviklet sig til skal findes hos klubbens formand Betina Holmelund Hansen.
”Ideen til at starte løb op i Ejby kom af min egen oplevelse og overraskelse over, at man forholdsvis let over en 12 ugers periode kan opbygge sin kondition fra absolut nul til at kunne løbe 5 kilometer," fortæller Betina, og fortsætter:
”Jeg kom i kontakt med Bo Bossen, og vi startede sammen et begynderhold op som en aktivitet i gymnastikafdelingen. Første træningsgang dukkede der 50 løbere op som var interesseret i at komme i gang med at løbe og træne sig op til 5 km.”
Oprindeligt havde Betina og Bo ikke forstillet sig, at der skulle løbes videre, men ønsket om at løbe videre var så stort hos de deltagende personer, at det var helt naturligt at fortsætte. I løbet af sommeren 2007 og efteråret 2007 kom der flere og også rutinerede løbere til og dette gav grobund for stille og roligt over årene at starte flere hold op. Det blev muligt at få uddannet flere løbeinstruktører. Og så kom det lidt af sig selv.
I 2013 blev Ejby Løb for Livet en selvstændig forening.
Ejby Løb for livet har gennem de seneste år haft et stabilt medlemstal på 160 medlemmer.
”Vi er gode til at deltages i forskellige løb rundt om i landet og klubben har 3 gange deltaget i Berlin halmaraton. Og vi holder også egne løb i løbet af året såsom Stjerneløb, finaleløb, pandekageløb (der løbes til Pandekagehuet i Dyndet), familieløbet Nisseløbet og året sluttes af med et nytårsløb,” fortæller Betina Holmelund Hansen.
I jubilæumsåret har Ejby Løb for Livet flere arrangementer. 1. april er der jubilæumsfest for klubbens medlemmer og partner. 17. juni er der løb for alle til Stafet for Livet. Og 9. september åbent hus-arrangement.