Rikke er ansat i nyoprettet stilling hos Danbolig Esbjerg
Danbolig Esbjerg har ansat Rikke Tangaa i en nyoprettet stilling som Salgschef
I sidste uge tog 43-årige Rikke Tangaa den obligatoriske runde og trykkede hænder med alle hendes nye kollegaer hos Danbolig Esbjerg.
Ejendomsmæglerne har nemlig pr. 1. februar ansat hende i en nyoprettet stilling som salgschef. Her skal hun - udover jobbet som ejendomsmægler – medvirke til at sikre virksomhedens fortsatte vækst og realisere salgsmålene.
“Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse for mig. Timingen var helt rigtig for begge parter nu, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med arbejdet,” fortæller Rikke Tangaa over en kop kaffe hos mæglerne i Nørregade.
Den rigtige profil
Danbolig Esbjerg, der ejes af brødrene Jan og René Pedersen, har over de seneste år oplevet en markant vækst, som gør, at man er nødt til at udvide medarbejderstaben.
“Vi har vokset os tre gange så stor, som vi var, da vi overtog forretningen for 2 ½ år siden, så det er en naturlig udvikling. Derudover har min bror og jeg behov for at bruge endnu mere tid i marken, og der kan Rikke blandt andet hjælpe ved at klare nogle af markedsføringsmæssige opgaver,” siger Jan Pedersen og fortsætter:
“Med sine mere end 20 års erfaring, som blandt andet afdelingsleder og salgschef indenfor ledelse og salg i Esbjerg, har vi fået en markant profil med ombord. Rikke har et enormt stort drive og et rigtig godt netværk, hvilket er utrolig vigtigt i vores branche. Hun passer perfekt ind hos os,” siger Jan Pedersen med et smil.
Sælger en drøm
Selv er Rikke Tangaa heller ikke i tvivl om, at hun er landet på den rigtige hylde hos Jan og René.
“Jeg kan godt råbe, at jeg ikke skulle bruge meget betænkningstid på at sige ja. Jeg kommer for første gang i min karriere ud og skal sælge et egentlig produkt, men jo også en drøm. Jeg glæder mig til at opleve glæden i kundernes øjne, når de har fundet drømmehuset og vi har hjulpet med at få handlen på plads,” smiler Rikke Tangaa, der er født og opvokset i Esbjerg og privat bor i Andrup, hvor hun også er en ildsjæl i det lokale foreningsliv.