1.500 fodboldpiger på vej til Fredericia
For 22. år i træk indbyder Fredericia fF til Danmarks største fodboldstævne kun for piger.
Madsby Pige Cup sparkes i gang 2. juni i Madsby Enge. Fodboldstævnet begynder fredag aften med en indmarch, hvor pigerne i alderen 8-15 år indtager banerne. Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard åbner stævnet med en tale kl. 20.
Fodboldstævnet afvikles i weekenden med hold fra hele Danmark - og der er indrettet familiecampingplads, hvor der bliver rig mulighed for masser af aktivitet ind i mellem fodboldkampene.
Pigestævnet er for både bredden og eliten, hvor holdene niveaudeles i slutspillet.
Lokale hold
Både Fredericia KFUM, Erritsø GIF og Taulov stiller med flere pigehold, så et par gode lokalopgør bliver der også budt på. Alle piger får en erindringsgave og en medalje med fra stævnet.
Samtlige skoler i området nær banerne er taget i brug til overnatning.