Fortsæt til indhold

Delicious åbner i Kongensgade 20

Sunde sandwich, juice og milkshakes er på menuen hos Delicious

Arkiv
Rune Weitling

Når kalenderen viser mandag den 27. februar slår Delicious dørene op til et helt nyt spisested i Kongensgade 20 i Esbjerg.
Der er tale om en sandwich og juice bar, hvor man blandt andet selv kan lave sin sandwich, ligesom der gøres en del ud af at kunne tilbyde veganer/vegetar-venligt mad.
“Delicious startede for lidt over to år siden med en drøm om at kunne bidrage til samfundet med sunde alternativer til fastfood'en. Vi har haft rigtig mange kunder fra vores forretninger i Kolding og Vejle, som har henvist os til Esbjerg,” fortæller direktør Armin Kavousi, da Lokalavisen Esbjerg fanger ham til en snak om Delicious.
“Vi har haft kig på Esbjerg i et år, hvor den har været på Top 3 over steder, hvor vi gerne ville placere os. Der sker rigtig meget, og vi kan jo se, at der er flere og flere, som vælger at studere i Esbjerg. Selv bor jeg i København og hører ganske ofte om Esbjerg, og de mange nye tiltag, som kommunen laver. Derudover synes vi, at vi har fundet et rigtig egnet lokale i Kongensgade 20. Vi overvejede også længe at placere os i det nye Shoppingcenter Broen, men efter gode snakke med udlejeren blev det i gågaden. Men jeg kan nu ikke afvise, at vi ikke også åbner i centret, hvis vi får succes i Esbjerg,” siger Armin Kavousi.

Et sundt alternativ

Delicious blev startet af Hamed Jallouli og lillebror Ahmed Jallouli for to år siden, og har siden fået stor succes med deres koncept, der blandt andet byder på over 10 slags kød, kalkunbacon, kylling og kebab baseret på grøntsager og meget andet.
“For dem, der søger et sundt alternativ til brunch, frokost, aftensmad eller natmad, har vi menuen,” smiler Armin Kavousi og tilføjer:
“Vi ser frem til at åbne i Esbjerg, og jeg forventer, at vi skal ansætte omkring 10 personer. Åbner vi også en forretning i centret, så bliver tallet dobbelt så højt.