Fortsæt til indhold

Sønderborg fik pris for ungdomsarbejde

I går fik Sønderborg overrakt prisen som Årets Ungdomskommune

Arkiv
Arkiv

Sønderborg fik i går det synlige bevis på, at kommunen er Årets Ungdomskommune i 2017 - et kunstværk af en ung kunstner med serbisk baggrund. Der var også rosende ord fra Dansk Ungdoms Fællesråd, musik og præsentation af et nyt ungdomskommune-logo.
"I løfter som kommune en vigtig opgave med at udvikle unge til at være engagerede demokrater, der kan og vil påvirke deres lokalsamfund. I gør en ihærdig indsats for, at Sønderborg skal være attraktiv for unge at bo, studere og arbejde i. Der er brede udbud af fritids- og kulturtilbud, og i skaber rammerne for, at unge kan mødes på tværs af nationaliteter og dermed blive tolerante voksne med respekt for forskellighed."
Det var nogle af de rosende ord fra Kasper Sand Kjær, formand i Dansk Ungdoms Fællesråd, som havde taget turen til Sønderborg for at overrække prisen. Det skete i overværelse af det meste af byrådet før byrådsmødet.

Glad borgmester

Borgmester Erik Lauritzen takkede for titlen:
"Vi er stolte af den, men mener også, vi har fortjent den. Vi inddrager de unge i beslutninger, der vedrører dem, har indført gratis bus til ungdomsuddannelserne, har i en årrække afsat "elev-millionen", som elevrådene selv fordeler i en demokratisk proces, og jeg synes, vi gør meget for at tilbyde et attraktivt studiemiljø. Men titler forpligter - og jeg vil gerne opfordre til, at vi bliver ved med at gå forrest for at sikre gode vilkår for unge."

Nyt logo

Anledningen blev også benyttet til at præsentere et logo, som er tegnet efter afsløringen i efteråret af, at Sønderborg blev udnævnt til Årets Ungdomskommune 2017. Det er (naturligvis) tegnet af en af byens unge, bulgarske Ralitsa, der læser Interaction Design på SDU i Sønderborg.
Hun forklarer om logoet, at hun har gengivet et ungt menneske midt i logoet, fordi de unge er i centrum i Sønderborg, hun/han strækker armene op i glæde over at ha' fået titlen og holder fremtiden i sine hænder, symboliseret ved kommunelogoets uendelighedstegn.
Arrangementet blev ud over taler og overrækkelse af skulpturen krydret med musik, som eleverne Astrid og Johanne fra Musikskolen stod for på hhv. guitar og violin, ligesom en række unge deltog i smarte sweatshirts med det nye logo på.