Fortsæt til indhold

Vi knokler for at hjælpe robotbranchen

Kommunen har sat gang i flere initiativer, som skal hjælpe til med at sikre arbejdskraft til en hurtigt voksende robotklynge

Arkiv
Emil Hermann

Nye tal viser, at robotvirksomhederne i Odense har svært ved at tiltrække den arbejdskraft, de har brug for. Det gælder både indenfor el, IT, programmering, svejsning og lagerarbejde.

I 2015 svarede 70 procent af robotfirmaerne, at manglen på kvalificeret arbejdskraft var det største problem for dem. I 2016 voksede det tal til 80 procent. Det viser en analyse, som Udvikling Fyn og Odense Robotics har foretaget.

Steen Møller (K), rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, erkender, at der skal skrues op for tempoet på flere områder for at følge med den udvikling, som robotklyngen i Odense oplever lige nu.

“Først vil jeg lige glæde mig over, at vores by klarer sig så flot på robotområdet og høster international anerkendelse. Men når det er sagt, så er jeg helt klar over, at vi også står over for en stor udfordring i forhold til at tilbyde nok kvalificeret arbejdskraft til branchen,” siger Steen Møller.

Rådmandens forvaltning har sat gang i flere initiativer, som skal hjælpe virksomhederne med at få fat i de hænder, som de har brug for.

Et eksempel er organisationen Odense Robotics, der er et samarbejde mellem Odense Kommune og det fælles fynske væksttiltag, Udvikling Fyn.

Formålet med indsatsen er blandt andet at skabe et netværk til alle robotvirksomheder, så Odense Robotics får et overblik over hvilken slags arbejdskraft, de forskellige aktører står og mangler.

“Odense Robotics er en videreudvikling på tiltag, som vi har tidligere har sat gang i. Vi har stadigvæk stor fokus på at opkvalificere og omskole ledige, der er faguddannet indenfor områder med relation til robotteknologi. Det sker i et tæt samarbejde mellem a-kasser, uddannelser og virksomhed, så vi sikrer en effektiv og hurtig opkvalificering, der passer til arbejdsmarkedets efterspørgsel,” forklarer Steen Møller.

Steen Møller er dog godt klar over, at disse opkvalificeringer ikke er mulige, når der er tale om avancerede stillinger.

“Det kan vi ikke gøre med robotingeniører, da ingen ledige kan få deres kompetencer på tre måneder. Disse typer af jobs skal vi skabe på vores videregående uddannelser, som også er i fuld gang med at udvide antallet af robotuddannelser.”