Det handler om fisk i vinterferien
Ny udstilling på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg gør børn klogere på fisk og sundhed
Når nu Esbjerg engang havde en af Nordeuropas største fiskerihavne, så er det da meget naturligt at tænke, at borgere i Esbjerg har et andet forhold til fisk end resten af befolkningen. Eller har de nu også det? Spiser vi i Esbjerg mere eller mindre fisk and andre danskere, og hvilke fisk synes vi, er de bedste?
De spørgsmål sammen med et hav af andre fiskespørgsmål har man undersøgt på Fiskeri- og søfartsmuseet i Esbjerg, og det er der kommet en ny udstilling ud af. Her kan børn sammen med deres familier gå på opdagelse og lege sig frem til mere viden om fisk og sundhed. Blandt andet I et interaktivt køkken på museet, hvor fisk kan tilberedes samtidig med, at man kan få en viden om, hvad fisk har af effekt på hjerne og hjerte.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Universitet og fire danske akvarier som et led i en treårig forskningsindsats, der har til formål at dokumentere, om fed fisk gør børn bedre til at lære. Så det her er en god mulighed for børn at tilbringe et par timer i vinterferien med spændende aktiviteter på Fiskeri- og Søfartsmuseet, imens de får ny viden. Men den kan sikkert også gøre de voksne klogere.
Jeg har i hvert fald selv noteret den udstilling i min kalender, så jeg også kan blive klogere på de spiselige havdyr. Fiskeudstillingen åbner 10. februar, og det kan bestemt anbefales, at man tager et smut forbi den. Og mon ikke, at der næsten med garanti er fisk på menuen bagefter?
God fornøjelse!