Fortsæt til indhold

Vi elsker 90´erne indtager Odense

Lørdag indtager "Vi elsker 90´erne" Kongens Have i Odense, hvor blandt andet Aqua, Safri Duo og Vengaboys skal optræde

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 3. juni bliver Kongens Have i det centrale Odense igen forvandlet til en stor 90´er fest, når "Vi elsker 90´erne" gentager successen fra de sidste tre år med et nyt line up af prominente navne.
I år kan de mange tusinde deltagere blandt andet se se frem til at opleve det danske hovednavn Aqua, som i 1994 fik sit internationale gennembrud med sangen "Barbie Girl".
Udover den danske dance-popgruppe kan gæsterne også glæde sig over, at flere af 90ernes største kunstnere kommer til Odense. Toy Box, Vengaboys, Peter Andre og Safri Duo lægger ligeledes vejen forbi H.C. Andersens by med deres velkendte numre fra 90'erne.

Tjek vejrudsigten

Arrangørerne bag "Vi elsker 90'erne" har i år gjort deres for, at mange gæster fra Odense og resten af landet skal samles til en festlig dag i i Kongens Have.
Dem som har købt billet til festlighederne skal dog holde et vågent øje med vejrudsigten, inden de begiver sig mod Odense Centrum. Den seneste melding siger overskyet vejr med mulighed for regn ud på eftermiddagen. Temperaturen vil befinde sig omkring de 15-20 grader.
Festen i Odense er andet stop på "Vi elsker 90´erne"s sommerturné rundt i landet. Den 27. maj blev det hele skudt igang i Rødovre og allerede søndag går turen til Aalborg, ligesom det i august går til Næstved, Holstebro og Aarhus
Festen i Kongens Have starter klokken 12 og varer de efterfølgende 13 timer. Billetter kan købes på www.vielsker.dk