Fortsæt til indhold

Ungdomsuddannelserne åbner dørene

Der er åbent hus på alle ungdomsuddannelserne i Aabenraa lørdag 4. februar. Ungdommens Uddannelsesvejledning kan træffes på skolerne samme dag

Arkiv
Arkiv

Inden 1. marts skal de unge i 9. og 10. klasse søge om optagelse på ungdomsuddannelserne.
Derfor er der traditionen tro åbent hus på alle ungdomsuddannelser i Aabenraa samt Gråsten Landbrugsskole og 10. Aabenraa. I år er det lørdag 4. februar kl. 10-13.
Det åbne hus ligger på en lørdag, fordi de fleste unge og deres forældre dermed har mulighed for at møde op - også unge, der går på efterskoler.
"Åbent Hus 2017 giver os på de gymnasiale uddannelser mulighed for at lade gæsterne opleve skolemiljøet i praksis. Elever og lærere på Aabenraa Statsskole orienterer om stx-studieretninger og HF-fagpakker, der alle kan søges med både 9. og 10. klasse. Der er i år flere spændende nyheder, som vi glæder os til at vise frem," fortæller Karl Jørgen Møller, uddannelsesleder Aabenraa Statsskole.
Ungdommens Uddannelsesvejledning, UU Aabenraa, vil også være til stede på uddannelserne.
"Åbent hus giver de unge mere viden om de uddannelserne, men det er ligeså vigtigt, at de får mulighed for at fornemme uddannelsesstedet og opleve de fysiske rammer. Desuden er der mulighed for at få en snak med os fra UU på uddannelsesstederne. Vi står klar til at give en generel vejledning til ungdomsuddannelserne, og vi anbefaler, at man besøger flere steder 4. februar, så både de unge og deres forældre bliver udfordret på uddannelsesvalget. Det er nemlig sundt og konstruktivt at blive udfordret i så vigtigt et valg, som de unge står over for," vurderer UU-leder Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen.

FAKTA
Disse skoler åbner dørene:
EUC Syd
IBC International Business College
Social- og Sundhedsskolen Syd
Aabenraa Statsskole
Gråsten Landbrugsskole
Deutsches Gymnasium für Nordschleswig
10.aabenraa
VUC-Aabenraa (HF)