Fire ting, du ikke må misse
Døde kroppe, Outlandish og en tur i skoven - det skal da prøves
Døde kroppe i Vollsmose
Da jeg for snart otte år siden var i Las Vegas i USA, besøgte jeg en særpræget anatomisk udstilling ved navn 'Bodies', hvor væv, knogler, organer og kranier fra døde mennesker lå til skue. Udstillingen gav et fascinerende, om end makabert, indblik i den menneskelige krop og jeg fik masser af aha-oplevelser af, hvordan vi faktisk ser ud indeni.
Nu kommer en lignende udstilling til Odense. Vollsmose Kulturhus danner nemlig ramme om 'Real Human Bodies,' der består af cirka 200 konserverede menneskekroppe, organer og afstøbninger.
Kroppene stammer fra amerikanere, der har doneret deres legeme i videnskabens og oplysningens navn. Der er entré. Udstillingen kan ses fra 9.-12. februar. Se mere på www.real-bodies.dk.
Fyrtøjet: En perle i midtbyen
I kulturhuset Fyrtøjet, der ligger ved siden af H.C. Andersens Hus i Odense midtby, bevæger man sig ind i H.C. Andersens eventyrverden gennem leg, billedkunst og teater. Fyrtøjet lægger op til fordybelse, og mine tre børn er ikke til at drive hjem, når vi er der.
Der er så mange fine ting, man kan se, røre og prøve, og hvem drømmer ikke om at flytte ind i en eventyrverden? Et must-try for alle børnefamilier. Der er entré.
Skovtur - ja, også nu her i vinter
Odense er hjemsted for en perlerække af smukke skove, der er oplagte at trave en søndagstur i. Børnene og jeg elsker kombinationen af frisk luft, motion, varm kakao og chokoladekiks i rygsækken.
Tag for eksempel en tur i Kohaveskoven ved Lindved Å, hvor råger er flyttet ind i trætoppene, eller besøg den sumpede, bakkede og jungleagtige Hole Skov ved Korup.
Kratholmskoven ved Bellinge, der er kendetegnet ved sine mange rislende, klukkende kilder er også et dejligt sted, og det samme gælder H.C. Andersen Skoven ved Åsum/Seden, hvor naturlegeredskaberne indbyder til leg.
Find mere inspiration i Odense Kommunes guide til udflugter i det grønne.
Outlandish & gourmetmad
Grand Hotel byder i 2017 på fem aftener, hvor lyden af musikstjerner kombineres med smagen af gourmetmad. Første arrangement er lørdag 4. februar, hvor den verdenskendte trio Outlandish byder på intimkoncert, mens kokken Per Hallundbæk fra Falsled Kro disker op med en fem-retters fransk menu.
Man kan altså glæde sig til lækker mad og rolige, akustiske versioner af numre som ”Aicha”, ”Look into my eyes” og ”Guantanamo”. Efter middagen er der afterparty med DJ og drinks. Lige hvad man trænger til en kold vinteraften.
Se mere på www.grandunplugged.dk