To dramaer udspilledes på én aften
På scenen spillede syrerne dramaet Bridge over Troubled water for sidste gang i 7-kantens regi. Offstage udspillede sig et mere subtilt drama, for aftenen var samtidig afslutningen på et års tæt samarbejde mellem syrerne og Tatjana, der kærligt skubbede d
“I skal ud og møde mennesker på jeres egen alder, ikke sådan nogle gamle koner som mig.”
Replikken kommer fra Tatjana Johnsson, PR-chef på 7-kanten, til Ahmad, da han siger, at han glæder sig til at arbejde sammen med Tatjana, nu hvor han skal spille med i Sommerspillet.
Ahmad er en af de unge syrere, der har spillet med i teaterstykket Bridge Over Troubled Water, af Fajar Slou. Syrerne opfører det denne torsdag aften for sidste gang i 7-kantens regi, på scenen i Janderup, for et medlemspublikum.
Stykket handler om Omar, der flygter over havet og mister sin kone og datter under flugten. Fajar som Omar græder og raser følelserne langt ud over scenekanten.
Men der udspiller sig også et mere subtilt drama udenfor scenen. For en anden historie får i aften en ende: samarbejdet mellem syrerne og 7-kanten, primært Tatjana. Igennem et år er hun næsten blevet som en mor for de unge syrere i teatergruppen. Nu skal de flyve fra reden.
De har grinet, grædt og Googletranslatet sammen, siden Fajar Slou på en gåtur opdagede scenen i Arnbjergparken og spurgte Jobcentret, om der mon blev spillet teater der. Resten er, som man siger, historie.
En rigtig god historie. De har vist stykket på Europas største integrations-event i Forum i Købehavn, været i TV-avisen, i P1 og P4 og på Huset i Magstræde. Og 7-kanten fik Varde Kommunes Integrationspris på grund af samarbejdet. I takt med at deres danske har udviklet sig, har stykket også, så det nu er et miks af arabisk og dansk.
Der er dog ingen brug for tolk i stykket, da bylterne med døde børn bæres ind., da Omar beskyldes for at være terrorist, eller da han bliver skudt.
Det er heller ikke nødvendigt at oversætte de varme følelser i lokalet på Vesterled i Janderup mellem syrerne og danskerne, der hyggesnakker, krammer og spiser arabisk mad. Det er tydeligt, at samarbejdet har åbnet både døre og hjerter, og der er bygget bro over vores troubled water af fordomme om hinanden. Syrernes sproglærer Winnie, som spiller engel, sætter ord på:
“Det har været helt fantastisk. Man bliver lukket ind i en helt anderledes verden. Jeg er på kram med alle. Alle tanker om man må give hånd, er udvisket,” fortæller hun.
I det stille drama har Fajar en af de sidste replikker:
“Det var dejligt at være sammen.”