De firbenede gik til audition for at blive besøgshund
Den 10 år gamle Jack Russel-terrier “Bobbine” - i venskabeligt samkvem bare kaldet “Bobs” - ser temmelig skeptisk ud, da hun først bliver præsenteret for en imodsigrullende kørestol. Meget bedre bliver det ikke, da kvinden i kørestolen skifter hjulene ud med et klaprende gangstativ. Et hurtigt smut ind mellem “mor” Charlotte Johns' ben for at se situationen an, hjulpet godt på vej af et par godbidder, hjælper dog hurtigt på den mistroiske mine, og der går ikke længe før “Bobs” hopper op i skødet på kvinden, der igen har taget plads i kørestolen.
Scenariet er stillet an af Trygfonden, som den ene af de tre små auditions, som hunde og hundeejer skal igennem for at gøre sig fortjent til at blive besøgshund, og Charlotte Johns håbede meget på, at hendes lille bedste ven kunne klare prøven.
“Jeg har jo taget “Bobs” med, fordi jeg føler, at vi kan give noget til andre mennesker. I mit tidligere job var jeg handicaphjælper, og nu går jeg ledig, så jeg tænker, at nu har jeg mulighed for at gøre en masse godt for nogle andre mennesker, som også kan give mig noget mere ballast,” fortæller Charlotte Johns.
Søger robuste hunde
Ballast er netop nogle af de kriterier, som Trygfonden vælger ud fra. Det er nemlig lang fra alle hunde og hundeejere, som stiller op, der bliver godkendt. Det fortæller projektleder Galina Plesner.
“Det er så vigtigt, når vi sender besøgshunde ud til for eksempel ældre på plejehjem, at det er de rigtige hunde og også de rigtige ejere, der kommer ud. De skal være glade for kontakten, og de skal være robuste,” fortæller Galina Plesner og uddyber, hvorfor der overhovedet er behov for besøgshunde.
“Beboerne får rigtig meget ud af det på forskellige kanaler. De får en duft af fortiden, de får måske vakt nogle minder og de får noget sjovt at snakke om. Vi plejer at kalde det stjernestunder,” siger Galina Plesner.
Nu som besøgshund
Da Charlotte Johns træder ud af auditionlokalet har “Bobs” fået et nyt stykke beklædning. Det orange tørklæde om halsen er det synlige bevis på, at både hund og ejer er officielt godkendt som besøgshund.
Derfor er det også en synligt glad Charlotte Johns, der nu ser frem til at lyse op for en masse plejehjemsbeboere.
“Jeg er super glad. Det bliver helt vildt godt. Jeg tror, vi kommer til at gøre en hel masse mennesker glade. Og “Bobs” klarede sig jo rigtig godt. Hun var positiv og kontaktsøgende, så det var virkelig godt,” konstaterede Charlotte Johns smilende.