Fortsæt til indhold

Vardes naturværdi er nummer 30 i hele landet

Forskere på Aarhus Universitet har gjort op, hvor rig naturen er i hele landet

Arkiv
Arkiv

natur Vardes naturværdi er blevet gjort op. Naturkapitalen, der er et overblik over, hvor rig naturen er ude i landets 98 kommuner, er lavet af forskere på Aarhus Universitet ud fra data fra det nationale biodiversitetskort. Varde scorer 29 point ud af 100 mulige for sin natur og placerer sig dermed som nummer 30 på listen over landets 98 kommuner. Landsgennemsnittet er på 24 point.

Markarealer trækker ned

I Varde Kommune markerer især eng, mose, hede og overdrev samt sø sig som natur, der har national naturværdi. Det betyder, at naturen her er så god, at den vækker interesse ud over kommunens egne grænser, og at sjældne og mere kræsne arter af dyr og planter kan trives her. I Varde er markarealer, der fylder over halvdelen af kommunens samlede areal, med til at trække naturværdien nedad, fordi biodiversiten er meget lav her. “Naturkapitalen er en form for benchmarking og det vil være oplagt, at kommunerne noterer sig, hvad de har af god og unik natur og ser på, om de gør nok for at passe på den. God natur kan jo også bruges aktivt til at lokke turister og skatteydere til kommunen,” siger seniorforsker på Aarhus Universitet, Rasmus Ejrnæs i en pressemeddelelse. jesl